Er du kommet til skade? Sådan dækker din ulykkesforsikring

Ved du hvad din ulykkesforsikring dækker, og hvornår du kan gøre brug af den? Hos HjulmandKaptain hjælper vi dig med at få overblik over dine muligheder for erstatning, hvis du er kommet til skade.

Mange har valgt selv at tegne en ulykkesforsikring, typisk ved det forsikringsselskab, hvor man også har sin indboforsikring og bilforsikring.

 

Du kan desuden være omfattet af en ulykkesforsikring, f.eks. via en fagforening, en firmabetalt forsikring, et pengeinstitut, en sportsforening mv.

 

Fælles for forsikringerne er, at der skal være tale om skade som følge af et ulykkestilfælde. Forsikringen dækker således ikke varigt mén som følge af sygdom.

 

Forsikringen kan være tegnet med heltidsdækning eller fritidsdækning. Hvis der er heltidsdækning, kommer den til udbetaling ved siden af den mén-godtgørelse, der tilkendes af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i forbindelse med en arbejdsskade. Hvis der er tale om fritidsdækning, dækker den kun skader sket i fritiden og ikke arbejdsskader.

 

Hvis du er omfattet af flere ulykkesforsikringer, sker der udbetaling i henhold til de enkelte forsikringer, dvs. du kan få mén-udbetaling fra flere forsikringer.

 

Hvad dækker ulykkesforsikringen?

Hvad din ulykkesforsikring dækker afhænger af forsikringsbetingelserne.

 

Under dækningen kan bl.a. være:

  • behandlingsudgifter til fysioterapeut
  • behandlingsudgifter til kiropraktor
  • udgifter til behandling hos psykolog og/eller speciallæge i psykiatrien
  • udgifter til tandbehandling
  • straks-erstatning hvis der er tale om brud
  • hospitalskompensation ved sygehusindlæggelse
  • tillægserstatning afhængig af méngrad
  • dobbelterstatning, typisk ved et varigt men på 30%

 

Hvad bliver der udbetalt?

Det afhænger dels af, hvilket mén der fastsættes og dels af, hvilken forsikringssum der er på forsikringen.

Ulykkesforsikringen dækker varigt mén, dvs. de varige fysiske eller psykiske gener efter et ulykkestilfælde, men forsikringen dækker ikke godtgørelse for svie og smerte, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller erstatning for tab af erhvervsevne. Disse poster dækkes, hvis der er en anden, der har ansvaret for eller er skyld i, at du er kommet til skade. Læs mere om erstatningsansvar her

 

Eksempel 1: varigt mén på 8%
Egen ulykkesforsikring, forsikringssum: kr. 1.000.000, dvs. en udbetaling på i alt kr. 80.000

 

Eksempel 2: varigt mén 15%
Forsikring via fagforening, forsikringssum kr. 400.00, dvs. en udbetaling på kr. 60.000
Egen ulykkesforsikring, forsikringssum: kr. 1.300.000, dvs. en udbetaling på i alt kr. 195.000

 

Eksempel 3: varigt mén 30%
Forsikring via fagforening, forsikringssum kr. 400.00 med dobbelterstatning dvs. en udbetaling på kr. 240.000
Egen ulykkesforsikring, forsikringssum: kr. 1.300.000 med dobbelterstatning, dvs. en udbetaling på i alt kr. 780.000

 

Méngraden fastsættes ud fra den méntabel, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har udarbejdet. Du kan læse nærmere på aes.dk

 

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du skal acceptere den méngrad, som forsikringsselskabet tilbyder dig eller har du spørgsmål i øvrigt, så kontakt os for en gratis og uforpligtende vurdering.

Mangler du advokathjælp?

 

Vil du vide mere, eller har du brug for hjælp, så udfyld felterne. Så kontakter vi dig hurtigst muligt og senest den følgende hverdag.

 

Vi anbefaler, at du ikke indtaster nogle følsomme personoplysninger (f.eks. helbredsoplysninger) eller cpr. nr. i kontaktformularen. Se vores privatlivspolitik her.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev