Hvad er en ægtepagt?

En ægtepagt er en skriftlig aftale mellem ægtefæller omkring, hvordan formuen skal fordeles. Oprettelse af ægtepagt gør det muligt for jer selv at tage hånd om, hvordan formueordningen skal være i tilfælde af skilsmisse eller død.

Via ægtepagten er det vigtigt at få jeres værdier og ejerforhold opgjort korrekt, samt bestemt hvilke typer særeje, der eventuelt skal knyttes til de enkelte værdier. Ægtepagten skal underskrives af både dig og din ægtefælle samt tinglyses for at være gyldig. Det er muligt at oprette ægtepagt både før og under ægteskabet.

 

Det er ikke specielt romantisk, men inden I gifter jer, bør I overveje, om I ønsker delingsformue eller særeje i jeres kommende ægteskab - eller måske en mellemting i form af delvist særeje og delvis delingsformue.

 

Ønsker I at dele, alt hvad I ejer - også det I hver især har med ind i ægteskabet - behøver I ikke at foretage jer noget. Så passer den almindelige regel om delingsformue også på jeres ægteskab.

 

Vær dog i denne forbindelse opmærksom på, at delingsformue som udgangspunkt ikke omfatter jeres pensionsopsparinger. Det kan være betydelige beløb, men medmindre du og din ægtefælle har oprettet ægtepagt om pensionsdeling, vil I kun rent undtagelsesvis være berettiget til at få del i den anden parts pensionsopsparing ved en eventuel skilsmisse.

 

Bør vi oprette ægtepagt?

Jo større forskel der er på jeres formuer ved ægteskabets indgåelse, jo vigtigere er det, at I får talt ud om dette spørgsmål. En ægtepagt vil kunne forhindre - en måske urimelig - deling af formuen ved skilsmisse.

På samme vis gælder det, at en ægtepagt bør overvejes, såfremt den ene af jer har en positiv formue, mens den anden har negativ formue. Det kan i denne situation få store økonomiske konsekvenser, hvis ægtefællen med negativ formue dør, og der ikke er oprettet ægtepagt om særeje. Såfremt det er den velhavende ægtefælle, der dør først, vil I med en ægtepagt kombineret med et personligt arveafkald fra den forgældede ægtefælle også kunne minimere de værdier, der skal gå til kreditorerne - og i stedet lade eventuelle børn arve mere.

 

Er der et særbarn, hvis arv du ønsker begrænset mest muligt, kan en ægtepagt kombineret med et testamente være en løsning. En ægtepagt kan således hjælpe dig med at fordele arven mellem børnene - på den måde du finder mest rimelig.

 

Tommelfingerreglen er, at I kan have behov for ægtepagt, hvis I kan sige ja til ét af følgende punkter

  • Du eller din ægtefælle har børn fra tidligere ægteskab (særbørn)
  • Den ene eller begge af jer er selvstændigt erhvervsdrivende
  • Der er væsentlig forskel på størrelsen af din og din ægtefælles formue
  • Den ene af jer har stor gæld
  • I vil selv have kontrol med, hvordan jeres pensioner deles ved skilsmisse

  

Pris på ægtepagt

Ægtepagt fra kr. 4.375 inkl. moms.

 

Du kan læse mere om ægtepagter under særeje og pension 

 

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning?

Såfremt du har spørgsmål til ægtepagt eller ønsker et Gratis Familietjek, er du altid meget velkommen til at kontakte vores specialister i familieret på telefon 7015 1000 eller mail@70151000.dk

Mangler du advokathjælp?

 

Vil du vide mere, eller har du brug for hjælp, så udfyld felterne. Så kontakter vi dig hurtigst muligt og senest den følgende hverdag.

 

Vi anbefaler, at du ikke indtaster nogle følsomme personoplysninger (f.eks. helbredsoplysninger) eller cpr. nr. i kontaktformularen. Se vores privatlivspolitik her.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev