Er du forurettet i en straffesag?

Hvis du er forurettet i en straffesag om en volds- eller sædelighedsforbrydelse, har du ret til at få beskikket en bistandsadvokat. 

I andre typer af sager kan du få beskikket en bistandsadvokat under visse særlige omstændigheder.

 

Henvendelse om beskikkelse af en bistandsadvokat skal som udgangspunkt sendes til politiet og kan ske via vores kontor.

 

Hvis du er pårørende til en afdød forurettet i en straffesag om en volds- eller sædelighedsforbrydelse, har du også ret til at få beskikket en bistandsadvokat.

 

Du er velkommen til at kontakte os med henblik på rådgivning om dine rettigheder som forurettet.

 

Som bistandsadvokat er det vores opgave at varetage dine interesser under straffesagens behandling i retten og iagttage dine rettigheder under politiets efterforskning af sagen. Hvis du ønsker at kræve erstatning, udarbejder vi også en erstatningsopgørelse for dig.

 

Dine rettigheder som forurettet

Du bestemmer selv, om du vil afgive forklaring til politiet eller lade dig undersøge af en læge.

 

Hvis du vil rejse et erstatningskrav som følge af forbrydelsen, kan det forbedre din situation, hvis du indvilger i at deltage i de undersøgelser, som politiet ønsker at foretage.

 

Hvis du har fået beskikket en bistandsadvokat, har advokaten ret til at overvære afhøringerne af dig hos politiet og i retten, samt gøre sig bekendt med dele af sagens materiale, og bistandsadvokaten må ikke uden politiets samtykke udlevere eller gøre dig bekendt med materialet.

 

Som forurettet har du ret til at få at vide, hvornår sagen skal behandles i retten, og hvis du fremsætter anmodning herom til retten, kan du modtage en kopi af dommen, når straffesagen er afgjort. Du har også krav på at blive orienteret af politiet, hvis efterforskningen afsluttes uden sigtelse, eller hvis sigtelsen frafaldes.

 

Sagens behandling i retten

Hvis du bliver indkaldt til at vidne i retten, har du pligt til at møde op og afgive forklaring. Det er strafbart at lyve i retten. Hvis du udebliver, kan du risikere at blive afhentet af politiet uden varsel.

 

Hvis du er i familie med tiltalte eller på anden måde nærtstående med tiltalte, kan du nægte at afgive forklaring i retten. Du kan dog ikke nægte at møde op i retten. Retten kan under særlige omstændigheder pålægge en nærtstående at afgive forklaring.

 

Erstatningskrav

Hvis du er kommet til skade, er blevet sygemeldt eller har lidt et tab som følge af forbrydelsen, kan du fremsætte et erstatningskrav i forbindelse med straffesagens behandling i retten.

 

Din mulighed for at få erstatning afhænger af forbrydelsens karakter og grovhed. Det kræver som udgangspunkt, at du kan fremvise dokumentation for dit krav, f.eks. en lægeerklæring.

 

Hvis du har fået beskikket en bistandsadvokat, vil advokaten eventuelt udarbejde erstatningsopgørelsen for dig og fremsætte kravet i retten.

 

Hvis du ikke har fået beskikket en bistandsadvokat, skal politiet vejlede dig om din mulighed for erstatning og eventuelt fremsætte dit krav i retten i forbindelse med straffesagens behandling.

 

Hvis du har været udsat for vold eller en krænkelse, kan du i nogle tilfælde få erstatning udbetalt af staten. Se nærmere om dine muligheder her

 

Omkostninger

Hvis du har fået beskikket en bistandsadvokat, vil omkostningerne til din advokat blive betalt af staten eller dit eventuelle retshjælpsforsikringsselskab.

Mangler du advokathjælp?

 

Vil du vide mere, eller har du brug for hjælp, så udfyld felterne. Så kontakter vi dig hurtigst muligt og senest den følgende hverdag.

 

Vi anbefaler, at du ikke indtaster nogle følsomme personoplysninger (f.eks. helbredsoplysninger) eller cpr. nr. i kontaktformularen. Se vores persondatapolitik her

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev