Varetægtsfængsling

Hvis du er sigtet for en forbrydelse af en vis grovhed, kan politiet anholde og tilbageholde dig. 

 

Hvis politiet ønsker at tilbageholde dig i mere end 24 timer, skal retten bestemme det i et grundlovsforhør.

Retten kan kun varetægtsfængsle dig, hvis mistanken mod dig er stærk nok.

 

Hvis du bliver varetægtsfængslet, må der højst gå 4 uger, inden retten skal vurdere, om betingelserne for varetægtsfængsling stadig er opfyldt.

 

Dine rettigheder som varetægtsfængslet

Som varetægtsfængslet bliver du placeret i et arresthus eller anden sikret institution.

 

Når du sidder varetægtsfængslet, har du ret til en forsvarer, som kan hjælpe dig i forbindelse med selve varetægtsfængslingen, men også i det efterfølgende forløb.

 

Under varetægtsfængslingen vil forsvareren sikre dine rettigheder og arbejde for, at straffesagen behandles så hurtigt som muligt, så du ikke skal sidde unødig længe i arresten.

 

Du har som udgangspunkt kun begrænset adgang til kontakt med omverdenen, når du sidder varetægtsfængslet. Du har dog altid ret til ukontrolleret besøg af din forsvarer.

 

Nedenfor kan du læse nærmere om dine rettigheder som varetægtsfængslet.

 

Kontakt med andre

Som varetægtsfængslet har du som udgangspunkt i et vist omfang ret til at få besøg.

 

Den, der skal besøge dig, skal søge politiet om tilladelse.

 

Politiet har mulighed for at nægte dig besøg eller overvåge besøget, hvis politiet vurderer, at der er risiko for, at du vil påvirke efterforskningen i sagen.

 

Din forsvarer kan ikke videregive oplysninger til dine pårørende uden politiets tilladelse. Du kan læse mere om pårørendes rettigheder her. 

 

Brevkontakt

Som varetægtsfængslet har du også som udgangspunkt i et vist omfang ret til at modtage og sende breve.

 

Politiet har dog mulighed for at læse brevene, og de kan også nægte dig at sende og modtage breve, f.eks. hvis politiet vurderer, at indholdet vil kunne skade efterforskningen af straffesagen mod dig. 

 

Mobiltelefon

Det er ikke tilladt at have en mobiltelefon under varetægtsfængslingen, og telefonsamtaler er kun muligt i særlige tilfælde.

 

Dog har du altid ret til at kontakte din forsvarer telefonisk.

 

Isolation under varetægtsfængsling

Retten kan bestemme, at du som varetægtsfængslet skal udelukkes fra fællesskab med andre indsatte, f.eks. hvis retten mener, at der er risiko for, at du gennem andre indsatte kan påvirke medsigtede eller vidner.

 

Der er grænser for, i hvor lang tid du må sidde isolationsfængslet.

 

Afsoning af straf efter varetægtsfængsling

Hvis du har været varetægtsfængslet og senere idømmes en frihedsstraf, vil din straf blive reduceret med det antal dage, du har siddet varetægtsfængslet.

Mangler du advokathjælp?

 

Vil du vide mere, eller har du brug for hjælp, så udfyld felterne. Så kontakter vi dig hurtigst muligt og senest den følgende hverdag.

 

Vi anbefaler, at du ikke indtaster nogle følsomme personoplysninger (f.eks. helbredsoplysninger) eller cpr. nr. i kontaktformularen. Se vores persondatapolitik her

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev