Advokatundersøgelse af Gravenshoved Kostskole er nu afsluttet
Advokat Niels Vase har pr. d.d. 9. januar 2023 afsluttet undersøgelsen af forholdene på Gravenshoved Kostskole og udgivet rapport herom.
Undersøgelsen har bestået af tre dele
Advokatundersøgelsen af Gravenshoved Kostskole har bestået af tre dele. Del 1 omhandlede spørgsmål om forældelse og kommunens mulighed for at betale kompensation uden lovhjemmel. Del 2 omhandlede gennemgang af skriftligt materiale i sagen for at afklare, om Aalborg Kommune havde modtaget skriftlige underretninger angående forholdene på Gravenshoved Kostskole.
Rapporterne over undersøgelsens Del 1 og Del 2 er tidligere offentliggjort.
Rapporten over undersøgelsens Del 3 omhandler særligt interviews med klagerne, lærerne og andet personale.
Konklusionen i undersøgelsens Del 3
Rapportens konklusioner i undersøgelsens Del 3 er følgende:
- Klagerne over vold, seksuelle krænkelser, tvangsfodring, nedværdigende behandling og den generelle afskæring af kommunikation med børnenes familier er generelt troværdige.
- De beskrevne forhold udtrykker i de grovere tilfælde overtrædelser af straffeloven, Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og forbuddet mod legemlig afstraffelse i skolen.
- Kommunens tilsyn med Gravenshoved Kostskole lever ikke op til nutidige standarder, men afviger ikke fra, hvad der var sædvanligt på den tid, hvor Gravenshoved Kostskole blev drevet.
- Det er ikke dokumenteret, at der er kommet klager til repræsentanter for Aalborg Kommune af et sådan indhold og i en sådan grad, at det kan kritiseres, at kommunen ikke greb ind.
- Det er ikke dokumenteret, at dokumenter på Gravenshoved Kostskole er blevet uberettiget bortskaffet i forbindelse med lukningen af skolen.
Undersøgelsen har efter aftale med Aalborg Kommune ikke omhandlet spørgsmål om godtgørelse til klagerne.
Spørgsmål vedrørende undersøgelsen og denne pressemeddelelse kan rettes til advokat (H) og partner Niels Vase på telefon +45 4072 8055 eller nva@70151000.dk
Nyheder
Se flereTilmeld dig
HjulmandKaptains
Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.