Ændringer i arbejdsmiljøloven påvirker opsigelsesvarsler for arbejdsmiljø-repræsentanter og forsimpler APV’en

Nyhed
10.04.2024

Folketinget har vedtaget en række ændringer til arbejdsmiljøloven, der bl.a. handler om beskyttelse af arbejdsmiljørepræsentanter, forsimpler arbejdspladsvurderingen og påvirker Arbejdstilsynets mulighed for at sanktionere.

 

Læs vores specialisters vurdering af, hvad de nye ændringer kræver af dig som arbejdsgiver, og hvad du bør være særligt opmærksom på lige nu.

Nu er alle arbejdsmiljørepræsentanter beskyttet – overenskomst eller ej

Arbejdsmiljørepræsentanter har tidligere haft samme rettigheder som tillidsrepræsentanter i forhold til beskyttelse mod opsigelse og anden forringelse af arbejdsforholdene, hvis arbejdet var inden for et område, der normalt var overenskomstdækket - uanset om virksomheden havde tegnet overenskomst eller ej.

 

Det gjaldt både, hvis der var en overenskomst, der ellers kun dækkede tillidsrepræsentanter, og hvis det pågældende arbejde var dækket af en overenskomst inden for ”vedkommende eller tilsvarende” faglige område.

 

Ændringen i lovgivningen betyder nu, at fra den 1. februar gælder beskyttelsen af arbejdsmiljørepræsentanter også i de tilfælde, hvor arbejdet ikke er dækket af en overenskomst inden for ”vedkommende eller tilsvarende” faglige område – tidligere var arbejdsmiljørepræsentanter således kun beskyttet af særlige regler, hvis der er en sammenlignelig overenskomst, og det er dét, der har ændret sig nu.

Hvad skal du som arbejdsgiver være opmærksom på?

 

Arbejdsmiljørepræsentanter er nu berettiget til et forlænget opsigelsesvarsel på 6 uger på samme vilkår som f.eks. tillidsrepræsentanter.

 

Bestemmelsen skal fungere som sikkerhedsnet for de arbejdsmiljørepræsentanter, som ikke i forvejen nyder en særlig beskyttelse mod afskedigelse eller anden forringelse af forholdene, fordi arbejdet ikke er dækket af en overenskomst, eller hvor der ikke findes en sammenlignelig overenskomst.

 

Derfor skal du være opmærksom på, om du har arbejdsmiljørepræsentanter ansat, hvis arbejde ikke er dækket af en overenskomst, eller hvor der ikke findes en overenskomst inden for ”vedkommende eller tilsvarende” område, da de nu er omfattet af ændringerne.

APV-arbejdet styrkes og gøres lettere for dig

Bestemmelsen i arbejdsmiljøloven om arbejdspladsvurdering omskrives for at gøre arbejdet med arbejdspladsvurderingen (APV’en) lettere for dig som virksomhedsejer eller arbejdsgiver.

 

Formålet er at få virksomheder til i højere grad at bruge APV’en som et aktivt redskab og sætte fokus på, at det er en dynamisk proces.

Skal du som arbejdsgiver ændre din APV nu?

 

Denne ændring tilsigter ikke at ændre i retstilstanden, og der er ikke andre nye krav i forbindelse med ændringen. Ændringen gør det alene lettere for dig som arbejdsgiver at lave og bruge APV’en.

Ændringer i Arbejdstilsynets muligheder for reaktioner

Fra den 1. februar 2024 sker der også ændringer i forhold til Arbejdstilsynets reaktionsmuligheder. Formålet er, at du som arbejdsgiver lettere skal kunne navigere i arbejdsmiljølovens regler og gennemskue konsekvenser af en overtrædelse.

Hvad betyder ændringen for dig som arbejdsgiver?

 

Som arbejdsgiver kan du nu ikke længere blive pålagt et (almindeligt) forbud, strakspåbud med betydelig fare eller strakspåbud uden betydelig fare.

 

Fremadrettet ændres disse begreber til kun at gå under en samlet betegnelse for reaktionen, der desuden ændrer navn fra strakspåbud til påtale.

 

Du kan heller ikke længere anmode om en bindende forhåndsbesked fra Arbejdstilsynet med det formål at kunne søge om, at et pågældende arbejde opfyldte arbejdsmiljølovens krav. Det er afskaffet, fordi beskederne kun blev anvendt i beskedent omfang.

Lad HjulmandKaptains specialister hjælpe dig

Har du spørgsmål til ændringerne i arbejdsmiljøloven, og hvad de kommer til at betyde for dig og dine ansatte, eller har du brug for rådgivning vedrørende ansættelses- og arbejdsret, så er du altid velkommen til at kontakte vores specialister.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev