Afgørelse om ekspropriation blev ophævet

Nyhed
13.10.2022

Planklagenævnet har i en ny afgørelse ophævet en kommunes beslutning om at ekspropriere et areal fra en landbrugsejendom til en privat virksomhed. Læs mere om årsagen til ophævelsen og betydningen af sagen her.

8.300 m2 skulle eksproprieres

Sagen handlede om et areal på ca. 8.300 m2, som en virksomhed ønskede at benytte til at udvide virksomhedens nuværende produktionsareal.

 

Virksomheden købte umiddelbart før ekspropriationen et naboareal til det areal, som virksomheden ønskede at ekspropriere. Virksomheden angav dog, at naboarealet skulle anvendes til andet formål. Dette til trods for, at de havde planer om at ekspropriere naboarealet, som var en udstykning fra en landbrugsejendom.

Kommunen gav virksomheden tilladelse til ekspropriationen.

 

Virksomheden ejede også en anden ejendom i et erhvervsområde ca. 2 km fra virksomheden, men anførte, at det var uhensigtsmæssigt at opdele produktionen på flere lokaliteter.

 

Planklagenævnet var ikke enig i kommunens tilladelse til ekspropriation

Kommunens beslutning blev påklaget til Planklagenævnet, som prøvede de grundlæggende betingelser for ekspropriationen og nåede frem til følgende resultater:

  1. Ekspropriationen var lovlig, idet den havde hjemmel i en lokalplan fra 2006, hvor den nugældende bestemmelse i Planlovens § 47 stk. 4 (fem års reglen) ikke var gældende. Fem års reglen betyder, at ekspropriation skal ske inden fem år fra lokalplanens vedtagelse.
  2. Ekspropriationen skete til aktuelt formål, idet der forelå de nødvendige tilladelser, bortset fra byggetilladelse, som først kunne udstedes, når virksomheden fik adkomst til arealet.
  3. Normalt ville landmanden efter lokalplanen selv have ret til at udføre et erhvervsprojekt på grunden, men dette anså Planklagenævnet ikke for realistisk, når lokalplanen var lavet med henblik på virksomhedens behov.
  4. Et flertal i Planklagenævnet (8 vs.2) afviste imidlertid, at de almene begrundelser for ekspropriationen var så tungtvejende, at de kunne medføre, at landmanden skulle afstå sin ejendom.

 

Flertallet lagde herved afgørende vægt på, at der var tale om en ekspropriation til fordel for en privat virksomhed, og at virksomheden rådede over andre faciliteter i nærheden. At det ikke var hensigtsmæssigt for virksomheden at gøre brug af de andre faciliteter til udvidelse af produktionen, vurderede Planklagenævnet som underordnet. Planklagenævnet lagde i højere grad vægt på, at ekspropriationen ville fortrænge ejeren af landbrugsejendommens ejendomsret. 

Alt i alt fandt flertallet ikke ekspropriationen rimelig i denne situation.

 

En unik afgørelse om ophævelse af ekspropriation

Der er ikke mange eksempler på, at en afgørelse om ekspropriation ophæves i et tilfælde, hvor de formelle betingelser (aktualitet, hjemmel) anses for opfyldt, og hvor der ikke var tvivl om, at virksomheden kunne realisere projektet.

 

Det afgørende for flertallet har været, at der var tale om ekspropriation til fordel for en privat virksomhed, og at virksomheden havde andre (dog mindre hensigtsmæssige) alternativer.

 

Spørgsmålet om ekspropriation til fordel for privat har været omdiskuteret og blev behandlet af Ekspropriationsudvalget (Betænkning 1569). Med den nye afgørelse er det fastslået, at ekspropriation til fordel for private virksomheder har et begrænset anvendelsesområde.

 

Afgørelsen har sagsnr. 22/05251.

 

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning?

Skal din ejendom eksproprieres, og har du spørgsmål til dine rettigheder eller reglerne for ekspropriation generelt, så er du altid velkommen til at kontakte vores specialister. De står klar til at hjælpe dig.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev