Brexit – Hvad betyder udtrædelsesaftalen for overførsel af personoplysninger til Storbritannien?
Den 24. december 2020 nåede Kommissionen og Storbritannien til manges lettelse til enighed om en aftale, der skal regulere forholdet mellem EU og Storbritannien fra den 1. januar 2021. Du kan her læse mere om, hvilken betydning udtrædelsesaftalen har for overførsel af personoplysninger til Storbritannien.
Overgangsperiode på seks måneder
Som udgangspunkt betragtes Storbritannien som et tredjeland fra den 1. januar 2021, og overførsel af personoplysninger skal derfor ske på baggrund af et overførselsgrundlag i henhold til databeskyttelsesforordningen.
Der er dog i udtrædelsesaftalen indgået en aftale om en ny overgangsperiode på 6 måneder, som medfører, at Storbritannien sidestilles med et EU/EØS-land i denne overgangsperiode, og dermed kan virksomheder og myndigheder fortsat overføre personoplysninger til Storbritannien, som de kunne før 1. januar 2021 frem til den nye overgangsperiode udløber i udgangen af juni 2021. Det vil sige, at i denne periode er det ikke krævet, at der etableres et overførselsgrundlag.
Hvad sker der efter overgangsperiodens udløb?
Da Storbritannien betragtes som et tredjeland, foretager EU-kommissionen en vurdering af, hvorvidt de kan betragtes som et sikkert tredjeland og træffer derfor en såkaldt tilstrækkelighedsafgørelse. EU-kommissionen vurderer, hvorvidt Storbritanniens lovgivning kan sikre det tilsvarende beskyttelsesniveau, som gør sig gældende i EU/EØS. EU-kommissionens vurdering af Storbritannien er fortsat under udarbejdelse, og der afventes fortsat en afgørelse.
Godkendes Storbritannien som et sikkert tredjeland, inden overgangsperioden udløber, vil dette betyde, at virksomheder og myndigheder frit kan overføre personoplysninger fra EU/EØS til Storbritannien.
Når EU-kommissionen ikke at træffe en afgørelse, inden overgangsperioden udløber, vil Storbritannien fra den 1. juli 2021 anses for et usikkert tredjeland, hvilket betyder, at de særlige regler i databeskyttelsesforordningens artikel 46 skal iagttages f.eks. ved indgåelses af EU-kommissionens standardkontraktbestemmelser.
HjulmandKaptains anbefalinger
På nuværende tidspunkt ventes der i spænding på afgørelsen fra EU-kommissionen, og hvorvidt de fastslår, at Storbritannien har et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau.
Vi anbefaler, at virksomheder og myndigheder allerede nu sikrer sig et overblik over de overførsler, der foretages til Storbritannien og forbereder, hvordan overførslen kan ske med hjemmel i artikel 46, alternativt undtagelserne i artikel 49 i tilfælde af, at afgørelsen ikke er vedtaget, inden overgangsperioden udløber, eller at de ikke kan godkendes som sikkert tredjeland.
Har du spørgsmål eller brug for rådgivning?
Har du brug for rådgivning om overførsel af personoplysninger til tredjelande og de krav, som stilles i den forbindelse, er du altid velkommen til at kontakte en af vores specialister i persondataret.
Nyheder
Se flereTilmeld dig
HjulmandKaptains
Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.