Forsikringsselskab nægter at dække hjertesygdom pga. oplysningspligt ved ny forsikring
Østre Landsret har afsagt dom i den første sag, der omhandler forsikringstageres oplysningspligt ved tegning af ny forsikring og forsikringsselskabers indhentelse og anvendelse af helbredsoplysninger om forsikringstager og dennes familie.
Sagen omhandler et forsikringsselskabs indhentelse og anvendelse af bestemte helbredsoplysninger om forsikringstager og hendes familie i en forsikringssag. I denne sag er der tale om en ulykkesforsikring med dækning for børnesygdomme, som forsikringstagerens mor tegnede for forsikringstageren, efter forsikringstagerens bror blev diagnosticeret med en sjælden hjertesygdom, som kunne være arvelig.
Forsikringstageren viste sig at have samme hjertesygdom som sin bror
Da forsikringstagerens mor tegnede ulykkesforsikringen, svarede hun nej til en række spørgsmål om, hvorvidt hun kontrolleres, behandles eller mistænkes for at have nogle sygdomme eller lidelser.
Forsikringsselskabet mente, at forsikringstageren skulle have oplyst om, at hun havde modtaget en indkaldelse til familieudredning på baggrund af brorens hjertesygdom.
Forsikringstageren takkede ja til familieudredningen, som foregik efter, at forsikringen var blevet tegnet, og det viste sig her, at hun havde samme hjertesygdom som sin bror, selvom hun ikke udviste symptomer på sygdommen.
Forsikringsselskabet nægter at yde dækning for sygdommen
Efter forsikringstagerens diagnose af hjertesygdommen anmeldte moren sygdommen til forsikringen, som nægtede at yde dækning for sygdommen, da forsikringstageren havde fået indkaldelsen til udredningen, inden moren tegnede forsikringen.
Forsikringsselskabet bemærkede ligeledes, at moren havde afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med udfyldelsen af helbredserklæringen.
Har forsikringsselskabet modtaget og anvendt oplysninger i strid med forsikringsaftalelovens § 3a?
Forsikringsselskaber må ikke anmode om, indhente eller modtage og bruge oplysninger om en persons arveanlæg mv., ligesom forsikringsselskaber efter lovændringen i 2016 ikke længere må anmode om, indhente eller modtage og bruge oplysninger om andre personers nuværende eller tidligere helbredstilstand.
Af denne grund mente forsikringstageren, at forsikringsselskabet havde handlet i strid med forsikringsaftalelovens § 3a, da forsikringsselskabet havde indhentet og anvendt oplysninger om brorens hjertesygdom samt forsikringstagerens indkaldelse til en familieudredning for samme hjertesygdom.
Før denne dom blev afsagt, fandtes der ingen domme vedrørende anvendelsen af forsikringsaftalelovens § 3a, hvorfor dommen nu kan give et vigtigt bidrag til fortolkningen og forståelsen af bestemmelsen.
Østre Landsrets dom
På grund af sagens principielle karakter – spørgsmålet om anvendelsen af forsikringsaftalelovens § 3a – blev sagen henvist til behandling i Østre Landsret i 1. instans. Østre Landsret gav forsikringsselskabet medhold i, at oplysningerne først og fremmest ikke var omfattet af forsikringsaftalelovens § 3a og dernæst, at der var afgivet urigtige oplysninger i helbredserklæringen, da A’s mor ikke havde oplyst om indkaldelsen til familieudredningen.
Sagen ankes til Højesteret
Som nævnt er dette den første dom, der omhandler anvendelsesområdet og rækkevidden for forbuddet i forsikringsaftalelovens § 3a. Det er dermed også det første fortolkningsbidrag til forståelsen af bestemmelsen udover lovforarbejderne.
Desværre mener vi ikke, at dommen bidrager meget til forståelsen eller fortolkningen af forsikringsaftalelovens § 3a, idet Østre Landsret ikke uddyber, hvorfor oplysningen om indkaldelse til familieudredning ikke er omfattet af bestemmelsen, herunder hvordan oplysninger om familieudredning på grund af en slægtnings sygdom afgrænses overfor (øvrige) oplysninger, der kan belyse en persons arveanlæg.
Østre Landsret uddyber heller ikke, hvorfor der var afgivet urigtige oplysninger, eller hvorfor afgivelsen af oplysningerne var uagtsom.
Sagen er anket til Højesteret, hvorfor vi må afvente Højesterets afgørelse, før retstilstanden kan siges at være helt sikker.
Har din forsikring nægtet at dække din sygdom eller skade?
Du er altid velkommen til at kontakte vores specialister, som står klar til at rådgive dig, hvis du har brug for juridisk rådgivning.
Nyheder
Se flereTilmeld dig
HjulmandKaptains
Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.