HjulmandKaptain repræsenterer 19 kommuner i retssag anlagt mod Økonomi- og Indenrigsministeriet

Nyhed
19.06.2019

HjulmandKaptain repræsenterer 19 kommuner, som mandag den 17. juni 2019 valgte at anlægge sag mod Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Baggrunden for sagerne er, at de 19 kommuner er af den opfattelse, at Økonomi- og Indenrigsministeriet har lavet en forkert opgørelse af udligning af kommunernes økonomi. Denne forkerte opgørelse skyldes dels en forkert og uhjemlet bekendtgørelse og dels et mangelfuldt oplysningsgrundlag.

 

Vi gør på vegne af de sagsøgende kommuner gældende, at den bekendtgørelse, som regulerer udligning mellem kommunerne, er ulovlig, idet den ikke har hjemmel i udligningsloven.

 

Der er i bekendtgørelsen anvendt et kriterie: "uoplyst uddannelse". Dette har medført, at beregning af udligning mellem kommunerne på dette område medfører, at en kommune med en udlænding, som er højtuddannet, er blevet ligestillet med en kommune med en udlænding uden uddannelse. Der er således tale om, at den kommune, hvor der bor en udlænding som er højt uddannet og dermed formentlig har et vellønnet job, som kommunen modtager kommuneskat af, stilles ens i forbindelse med udligning med en kommune med en udlænding uden uddannelse.

 

Dette har efter vores opfattelse medført en udligning, som er i strid med udligningslovens ordlyd og formål.

Vi har endvidere i sagen gjort gældende, at Økonomi- og Indenrigsministeriet ikke har opfyldt sin undersøgelsespligt, idet ministeriet ikke har undersøgt udlændinges uddannelsesniveau. Man har ganske enkelt behandlet alle udlændinge ens, idet man har indført kriteriet "uoplyst uddannelse". Heller ikke efter at Økonomi- og Indenrigsministeriet blev gjort opmærksom på problemerne vedr. udlændinges uddannelsesniveau, og hvilken konsekvens det har for udligningssystemet, har Økonomi- og Indenrigsministeriet opfyldt sin undersøgelsespligt.

 

HjulmandKaptain repræsenterer som anført de 19 kommuner. Stævning er udtaget på vegne af samtlige 19 kommuner ved Københavns Byret. Vi har anmodet Københavns Byret om at henvise sagerne til landsretten, idet vi er af den opfattelse, at der er tale om en meget principiel sag. Derudover har vi anmodet retten om, at der udtages 2 prøvesager, således at sagerne behandles mest hensigtsmæssigt og mest omkostningsbesparende. Det er naturligvis vores forventning, at Økonomi- og Indenrigsministeriet er enig i, at sagerne skal føres mest hensigtsmæssigt og mest omkostningsbesparende.

 

Oplysning vedr. sagerne kan fås ved henvendelse til Birgitte Pedersen eller Anker Laden-Andersen.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev