HjulmandKaptain vinder principiel sag mod formidler af overnatningsophold

Nyhed
24.10.2016

Retten i Aalborg har i en nyligt afsagt dom givet en forbruger medhold i, at formidleren af et overnatningsophold var forbrugerens aftalepart og derfor ansvarlig for aftalens opfyldelse. Dommen kan føre til flere sager af lignende karakter og bør være et opråb til formidlingssiderne om at tydeliggøre deres rolle over for forbrugerne.

Sagen drejede sig om en forbruger, som på nettet havde bestilt et overnatningsophold via en bookingportal.

 

Forbrugeren erfarede kort efter indkvarteringen, at der var en række mangler ved opholdsstedet, som han straks påtalte over for bookingportalen.

 

Bookingportalen tilbød forbrugeren et alternativt opholdssted og en mindre kompensation, hvilket forbrugeren afslog og derefter indbragte sagen for et ankenævn.

 

Ankenævnet gav forbrugeren medhold i, at opholdet var mangelfuldt, og at bookingportalen derfor skulle betale forbrugeren et forholdsmæssigt afslag i prisen.

 

Denne afgørelse indbragte bookingportalen for Retten i Aalborg med påstand om, at forbrugeren skulle anerkende, at bookingportalen ikke var forbrugerens aftalepart og derfor ikke ansvarlig for aftalens opfyldelse.

 

Retten lagde indledningsvist til grund, at forbrugeren havde bestilt overnatningsopholdet på bookingportalens hjemmeside, og at forbrugeren samtidig hermed accepterede bookingportalens vilkår og betingelser.

 

Det fremgik blandt andet deraf, at bookingportalen alene var et "mellemled", mellem forbrugeren og opholdsstedet, og derfor ikke forbrugerens aftalepart.

 

Retten gav dog alligevel forbrugeren medhold i, at det ikke fremgik udtrykkeligt af bookingportalens hjemmeside eller reservationsbekræftelsen, at forbrugeren ikke handlede med bookingportalen, og at forbrugeren ikke burde have kunnet udlede af bookingportalens vilkår og betingelser, at bookingportalen alene optrådte som "mellemled" mellem forbrugeren og opholdsstedet.

 

Derudover lagde Retten også vægt på, at bookingportalen havde tilbudt forbrugeren et alternativt opholdssted og kompensation uden at orientere forbrugeren om, at de alene agerede som formidler og ikke aftalepart.

På denne baggrund blev forbrugeren efter en samlet vurdering frifundet.

 

Dommen understreger vigtigheden af, at formidlere af varer- og tjenesteydelser tilpasser sine salgs- og leveringsbetingelser til den målgruppe, som skal aftage disse.

 

Afgørelsen bør desuden være et opråb til de erhvervsdrivende om at tydeliggøre sin rolle over for aftagerne, så den erhvervsdrivende ikke kommer til at hæfte for mere end, hvad de er forpligtet til.

 

HjulmandKaptain har indgående erfaring med udarbejdelse, gennemgang samt fortolkning af erhvervsdrivendes salgs- og leveringsbetingelser. Vi rådgiver og bistår desuden både erhvervsdrivende samt private ved tvister inden for dette område.

 

Såfremt du har spørgsmål til ovenstående, er du altid meget velkommen til at kontakte os på telefon 7015 1000 eller mail@70151000.dk

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev