Højesteret fastsætter godtgørelse i sag om fleksjobbers opsigelse ud fra løn alene

Nyhed
02.08.2024

En fleksjobansat blev opsagt i strid med forskelsbehandlingsloven. Virksomheden endte med at skulle betale den fleksjobansatte en godtgørelse, der kun blev beregnet på baggrund af løn alene uden tillæg af fleksjobydelsen. Læs mere om, hvordan den henholdsvis nye og gamle fleksjobsordning havde indvirkning på afgørelsen, samt hvordan afgørelsen får betydning for dig som arbejdsgiver i denne artikel.

Sagen kort fortalt

En medarbejder, der var ansat i et fleksjob, blev opsagt i strid med forskelsbehandlingsloven. Sagen drejede sig herefter om, hvordan godtgørelsen efter forskelsbehandlingsloven skulle udmåles.

 

Skulle godtgørelsen f.eks. udmåles på baggrund af den løn, virksomheden udbetalte til den fleksjobansatte, eller på baggrund af lønnen inklusive tillæg af fleksjobydelsen, som kommunen udbetalte til den fleksjobansatte?

Hvilken betydning har fleksjobordningen i sager som denne?

Når en godtgørelse beregnes i henhold til fx forskelsbehandlingsloven, er udgangspunktet, at dommeren beregner godtgørelsen ud fra medarbejderens løn.

 

Med udgangspunkt i de to forskellige fleksjobsordninger vil det derfor få afgørende betydning for en berørt fleksjobsansat, om medarbejderen er ansat efter den nye eller den gamle fleksjobordning. Dette fordi den løn, som arbejdsgiver betaler efter den gamle ordning, er væsentligt højere end efter den nye ordning.

 

Hvis medarbejderen er ansat efter den gamle ordning, vil lønnen være baseret på en fuldtidsstilling, og det vil derfor være en fuld løn, man tager udgangspunkt i, når godtgørelsen skal beregnes.

 

Højesterets begrundelse og resultat

Medarbejderen i sagen, der blev afgjort af Højesteret, var ansat på baggrund af den nye fleksjobordning, og derfor fik medarbejderen kun en lav løn fra arbejdsgiver samt en fleksjobydelse fra kommunen. Det var den fleksjobansatte utilfreds med, hvorfor denne rejste krav med henblik på at få beregnet fleksjobydelsen som en del af godtgørelsen.

 

Højesteret mente dog ikke, at det var muligt at fravige den sædvanlige udmålingspraksis, der betyder, at man tager udgangspunkt i lønnen. Dette også selvom lønnen for fleksjobansatte efter den nye fleksjobordning i nogle tilfælde er væsentligt lavere end efter den gamle ordning.

 

Godtgørelsen blev derfor alene beregnet som udgangspunkt på baggrund af den af arbejdsgiveren udbetalte løn. Virksomheden skulle herefter betale den berørte fleksjobber et beløb svarende til ni måneders løn – i alt 66.278,34 kr. for at være helt præcis.

 

Hvad betyder de forskellige fleksjobordninger for dig som arbejdsgiver?

Det er vigtigt, at du som arbejdsgiver i første omgang er opmærksom på, at der findes to ordninger for fleksjobansatte, som grundlæggende er meget forskellige.

 

Det afgørende, for om en fleksjobansat er omfattet af den gamle eller nye fleksjobordning, er, hvornår medarbejderen er begyndt i fleksjobbet, og hvornår fleksjobaftalen er indgået med kommunen:

 

  • Efter den nye fleksjobordning er du som arbejdsgiver alene forpligtet til at betale den fleksjobansatte løn for det arbejde, som din fleksjobansatte medarbejderen reelt udfører.
  • Efter den gamle ordning er du derimod forpligtet til at betale din fleksjobansattes løn svarende til lønnen for en fuldtidsansat i din virksomhed eller organisation.

 

Den nye ordning indebærer således en mindre lønforpligtelse for arbejdsgiveren end den gamle ordning.

 

Særlige opmærksomhedspunkter for dig som arbejdsgiver

Der er flere ting at være opmærksom på i forhold til, hvilken ordning din medarbejder er ansat under.

Det retlige forhold mellem dig som arbejdsgiver og din fleksjobansatte medarbejder afhænger f.eks. af, hvilken fleksjobordning der er gældende i det enkelte tilfælde. 

 

I forhold til fleksjobansatte skal du også som arbejdsgiver også være opmærksom på, at du kan være forpligtet til at betale løn i henhold til en relevant sammenlignelig overenskomst, selvom du ikke har tiltrådt en overenskomst i din virksomhed eller organisation.


Lad HjulmandKaptains specialister i arbejds- og ansættelsesret hjælpe dig

Har du spørgsmål til fleksjobansættelser i din virksomhed eller brug for rådgivning i øvrigt inden for det ansættelses- og arbejdsretlig område, er du altid velkommen til at kontakte vores specialister. De vil gerne hjælpe dig.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev