Hvad er "selveje" i dansk landbrug anno 2019 og frem?

I hele træskolængder kunne man opdele alle danske landbrug i 3 kategorier:

I kategori nr. 1 ligger 50% af alle danske landbrug. De har en dårlig økonomi og bør lukkes, hvilket forventes at ske inden for de næste 2-5 år – enten frivilligt eller ved tvang.

I kategori nr. 2 ligger cirka 5% af alle landbrug. Det er meget sunde landbrug, som har det godt, og som har udsigter til og forudsætninger for at kunne udvikle sig til at blive rigtig store landbrug i Danmark. De vil kunne klare sig i den internationale konkurrence.

I kategori nr. 3 ligger de sidste 45%. Det er mindre, men sunde landbrug, som har en positiv drift og en fornuftig konsolidering, men som står uden mulighed for selv at kunne udvikle sig over tid og følge med i den internationale konkurrence. Disse landbrug risikerer derfor at blive opslugt af de 5%, som ligger i kategori nr. 2. Problemet er navnlig her, at den ældre/traditionelle model, hvor generationsskifte sker fra generation til generation inden for familien bliver sværere og sværere, samt at interessen og muligheden for overdragelse udenfor familien bliver mindre og mindre.

Vi er derfor nødt til at kaste bolden op og re-tænke hele vores tilgang.

Er vejen mod et styrket erhverv storfusion?

Ser vi nærmere på kategori nr. 3, nemlig de 45%, som driver mindre, men sunde landbrug, så er der her grundlag for at tænke i nye former for selveje.

Det overordnede formål er toleddet: 1) Driften og afkastgraden skal forbedres markant og 2) muligheden for ejerskifte skal forbedres.

Modellen indebærer gennemførelse af en form for storfusion, hvor f.eks. 10 bedrifter indskydes i én ny driftsenhed. Dette kan selvfølgelig modificeres i både form og størrelse, f.eks. færre eller flere enheder og f.eks. alternativt via langtidsudlejekontrakter af driftsaktiver, jord, ejendomme m.v. til den fælles store enhed. Det er helt centralt, at det samlede set-up bygges op omkring en meget omfattende samarbejds- og/eller ejeraftale. I bund og grund adskiller modellen sig ikke fra de mange investeringer i større landbrug, som mange landmænd allerede – gennem mange år – har foretaget, f.eks. i Tyskland eller Østeuropa.

Modellen forudsætter, at selskabsdeltagerne kan acceptere, at den personlige ejerstruktur/selvejet modificeres. I stedet for at eje 100% af 1 enhed, så ejer man nu 10% af 10 enheder. I den forbindelse kan der opstilles en hel række følelsesbetonede udfordringer, som fuldt ud anerkendes. Men det er en forudsætning, at der helt eller delvist gives afkald herpå, ellers bliver slutresultatet, som det er beskrevet ovenfor, at de mindre landbrug bliver opslugt af de 5% velfungerende landbrug.

Udgøres den nye driftsenhed, f.eks. af et aktieselskab, vil hver ejer blive erlagt med aktier i forhold til sit indskud. Alle indskudte aktiver vurderes ens og efter samme principper. Der etableres en professionel ledelse (dette er helt centralt, herunder at der i ledelsen er kompetencer inden for almindelig driftsøkonomi, virksomhedsledelse og jura. Dvs. ikke-landbrugsfaglige kompetencer, som skal samarbejde med de landbrugsfaglige kompetencer), herunder fordeling af ansvar for de enkelte områder, f.eks. markdrift, maskinpark, kvæg, svin, eller andre dyr, HR, økonomi m.v. Det vil sige, at den bedst egnet udfører det, som vedkommende er bedst til. Kan rette profil findes indenfor egne rækker, er det fint, men ellers må kompetencerne hentes udefra.

Der opnås stordriftsfordele, f.eks. ved storindkøb, udnyttelse af fælles maskinpark, udnyttelse af fælles ansatte, værdien af sparring i ejerkredsen og dermed bedre beslutninger og risikobegrænsning, f.eks. ved placering af forskellige produktioner på forskellige ejendomme/fysiske placeringer eller ved mulighed for at operere på flere fronter – f.eks. økologisk og konventionel.

I relation til at lette ind- og udtræden (generationsskifte) i en stor driftsenhed kan det nævnes, at det overordnet set er betydeligt lettere at finde købere til en aktiepost på 10% af et veldrevet selskab, end det er at finde købere til én hel samlet bedrift af begrænset størrelse. Dette uanset om det er overdragelse til familie (her kan de attraktive succession- og gaveafgiftsregler også stadig anvendes under visse omstændigheder) eller til en person udenfor familien. Det kunne f.eks. være den unge landmand på 25 år, som måske er lykkedes med at spare 1-2 mio. kr. op, og for hvem det ville være fuldstændig urealistisk at købe en hel (og rentabel) bedrift alene, men som for sit indskud kan få X% aktier, og som i et veldrevet og velorganiseret set-up kan udleve sin drøm som landmand. Dvs. et "modificeret selveje".

Finansielle muligheder

Hertil kommer, at den veldrevne store enhed med tilfredsstillende afkast vil gøre det attraktivt for professionelle investorer, såfremt ejerkredsen ønsker eller har behov for at inddrage sådanne, at investere i selskabet og tilføre kapital som "sleeping partner" uden indflydelse på de landbrugsfaglige forhold.

I forhold til ovenstående kan der naturligvis opstilles en masse udfordringer, blokeringer, negative følger – heraf nok mange af mere følelsesmæssig karakter. Selve de lovmæssige rammer for at kunne gennemføre ovenstående er nemlig til stede.

Som man ofte gør i mange andre forretningsmæssige sammenhænge, så må man lave en ganske almindelig cost-benefitanalyse i forhold til summen af de samlede fordele og summen af de samlede ulemper.

Det er min konklusion, at tankegangen omkring "storfusion" - også på længere sigt – vil medføre mange flere fordele end ulemper og samlet medføre et styrket erhverv.

Og hvor skal initiativet så komme fra? Hos Hjulmandkaptain arbejder vi allerede nu med storfusion-tankegangen på kryds og tværs af hele Danmark. Så måtte ovenstående have vækket den mindste interesse, så kontakt Søren Nørgaard Sørensen.