Hvornår skal forældelsesfristen for tilbagebetaling af uberettiget modtaget arealstøtte beregnes fra?

Derfor blev sagen ført ved EU-domstolene

Tvisten udspringer af, at en tysk landmand tilbage i 2000 og 2001 ansøgte og fik bevilliget arealstøtte efter hektarstøtteordningen for de pågældende produktionsår. Arealstøtten blev som vanligt udbetalt i løbet af de følgende år.

I forbindelse med en kontrol i 2006 blev det af myndighederne konstateret, at der var uregelmæssigheder i angivelserne af de anførte støtteberettigede arealer. Myndighederne traf som en følge heraf afgørelse om, at bevillingerne og udbetalingen var delvist ugyldige og pålagde en sanktion i form af tilbagebetaling af det for meget udbetalte støtte.

Landmanden var hverken enig i myndighedens vurdering eller sanktion og applerede derfor afgørelsen.

Landmanden fik delvis medhold i sin appel, idet appelretten anerkendte, at sanktionen om tilbagebetaling var korrekt i henhold til artikel 32, stk. 1 i forordning 2419/2001, men fandt dog, at forældelsesreglerne i artikel 49, stk. 6 i forordning nr. 2419/2001 fandt anvendelse. Forældelsesfristen i henhold til artikel 49, stk. 6 er fastsat til 4 år. Der er dog ikke fastsat bestemmelse om, hvornår forældelsesfristens begyndelsestidspunkt løber fra, hvorfor det er nødvendigt med en fortolkning af både bestemmelsen og øvrige regler for at fastlægge begyndelsestidspunktet.

Appelretten vurderede herefter, at sanktionen var forældet, da der var gået mere end fire år efter datoen for udbetalingen af arealstøtten, hvorfor der ikke skulle ske nogen tilbagebetaling. Altså fortolkede Appelretten artikel 49, stk. 6 sådan, at det var udbetalingstidspunktet, hhv. 2000 og 2001, der var afgørende for den fire årige forældelsesfrist.

Myndighederne var ikke enige i denne afgørelse og appellerede derfor, idet det var deres opfattelse, at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt i artikel 49, stk. 6 i forordning nr. 2419/2001 var efter den generelle bestemmelse om forældelsesbegyndelsestidspunkt i artikel 3, stk. 1 i forordning nr. 2988/95. Herefter ville forældelsesfristen først løbe fra den dag, da uretmæssigheden var ophørt – i sagen først fra 2004. Sanktionen og dermed tilbagebetalingspligten ville herefter ikke være forældet.

Årsagen til, at EU-domstolen har tager stilling til spørgsmålet, er, at Appeldomstolen har anmodet EU-Domstolen om, ved en præjudiciel forelæggelse, at spørgsmålet afklares til brug for afgørelse i sagen.

Det spørgsmål, der ønskes afklaret var, om forældelsesfristen i artikel 49, stk. 6 i forordning nr. 2419/2001 begynder at løbe, når arealstøtten udbetales eller  først fra den dag, hvor uretmæssigheden anses som ophørt, jf. artikel 3. stk. 1 i forordning nr. 2988/95.

Kort om "præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen"

I det tilfælde en part i en retssag for en national domstol påberåber sig EU-lovgivningen til støtte for sin påstand, er det muligt for den nationale domstol at bestemme, at EU-domstolen skal anmodes om et fortolkningsbidrag til den aktuelle EU-retslige problemstilling, der ligger til grund for påstanden. En sådan anmodning kaldes en præjudiciel forelæggelse.

Forelæggelsen sker ved konkrete spørgsmål til EU-domstolen. Beslutningen om forelæggelse tilkommer alene den nationale domstol. Det har den betydning, at også i tilfælde, hvor sagens parter er enige om, at der skal ske forelægge, kan den nationale domstol beslutte, at forelæggelsen ikke skal ske eller omvendt.

Tysk domstol har i denne sag besluttet at forelægge spørgsmålet for EU-domstolen.

EU-domstolens afgørelse

For domstolens vurdering af spørgsmålet om, hvornår forældelsesfristen i artikel 49, stk. 6 i forordning nr. 2419/2001 begynder at løbe, er bestemmelserne berørt enkeltvis.

Domstolen angiver i sin dom, at artikel 3, stk. 1 i forordning nr. 2988/95 fastsætter en forældelsesfrist, som løber fra det tidspunkt, hvor uregelmæssigheden fandt sted. For gentagne uretmæssigheder angiver bestemmelsen, at forældelsesfristen regnes fra den dag, hvor uretmæssigheden er ophørt. Som uregelmæssighed betragtes enhver overtrædelse af en EU-retlig bestemmelse, som kan tilskrives en økonomisk beslutningstagers (landmand) handling eller undtagelse, der skader eller kunne skade De Europæiske Fællesskabs budget. Bestemmelsen finder efter sin definition anvendelse på administrativ sanktion som følge af uretmæssig opnåelse af fordele – og i denne sag uretmæssig opnåelse af arealstøtte og sanktion i form af tilbagebetaling.

Idet artikel 49, stk. 6 angiver en begrænsning i tilbagebetalinger, der udgør en administrativ sanktion, anfører EU-Domstolen, at artikel 49, stk. 6 skal fortolkes således, at begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen skal fastlægges efter den generelle bestemmelse om forældelsesbegyndelsestidspunkt i henhold til artikel 3, stk. 1 i forordning nr. 2988/98.

Forældelsesfristen i artikel 49, stk. 6 skal herefter fortolkes sådan, at den løber fra det tidspunkt, hvor uretmæssigheden er ophørt.

Ophørstidspunktet er i denne sag 2004, hvorfor sanktionsmuligheden først bortfaldt grundet forældelse i år 2008. Den tyske landmand taber derfor sagen og skal tilbagebetale i henhold til sanktionen.

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning i forbindelse med arealstøtte og tilbagebetalingskrav, er du altid velkommen til at kontakte os.