Kan forsikringsselskaber trække vurderingen af méngrader tilbage?

Nyhed
25.08.2023

Er du kommet til skade, og skal du have vurderet din méngrad, så er der flere punkter at være opmærksom på. Har forsikringsselskabet f.eks. ret til at trække en vurdering tilbage? Det bidrager to afgørelser hos Ankenævnet for Forsikring fra foråret 2023 til forståelsen af. De besvarer spørgsmålet om, hvorvidt forsikringsselskaberne må vurdere én méngrad for senere at trække samme vurdering tilbage. Desuden åbner afgørelserne også for overvejelser om, hvordan forsikringsselskaberne vejleder dig som skadelidt i forhold til brugen af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Hvad drejede sagerne sig om?

I den ene sag havde et ulykkesforsikringsselskab vurderet et varigt mén til 8 % for skader på en arm.

Vurderingen blev sendt til forsikringstageren, som også fik at vide, at hvis han ikke kunne acceptere deres vurdering, så ville sagen kunne sendes til vurdering hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

 

Forsikringstageren valgte at sende sagen til vurdering hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som vurderede méngraden til 5 %.

 

Erstatning for 5% eller 8% i méngrad?

Forsikringsselskabet betalte herefter erstatning for vurderingen af en méngrad på 5 %, men nægtede nu at betale for de 8 %, som de selv havde vurderet oprindeligt.

 

Forsikringstageren klagede til Ankenævnet for Forsikring, som afsagde kendelse i sagen. I kendelsen blev der blandt andet lagt vægt på følgende overvejelser om forløbet i sagen:

”Nævnet bemærker, at selskabet i sit brev til klageren af 6/12 2021 har fastsat klagerens varige mén efter ulykken til 8 %, og at det varige mén er fastsat på baggrund af selskabets lægekonsulents vurdering.

Nævnet finder, at selskabets brev efter sit indhold har karakter af en egentlig afgørelse, og at der er tale om et dækningstilsagn, som klageren kan støtte ret på. […]

 

Nævnet har også lagt vægt på, at selskabet ikke ses at have indgået en aftale med klageren om, at udtalelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle træde i stedet for selskabets afgørelse.

Hvis selskabets kunde-/klageansvarlige har udtalt sig som oplyst af klageren, finder nævnet, at det er kritisabelt, at den kunde-/klageansvarlige har forsøgt at afholde klageren fra at indbringe sagen for nævnet.”

 

Vedkommende fik således medhold i, at forsikringsselskabet ikke kunne trække sin egen vurdering tilbage, og forsikringsselskabet skulle således vedstå sig de 8% i méngrad og betale i henhold til denne vurdering.

 

HjulmandKaptains bemærkninger til afgørelserne

Afgørelsen i sagerne truffet af Ankenævnet for Forsikring henholdsvis den 1. februar 2023 og den 24. maj 2023 slår dermed praksis fast, og de er med til at vise, at når et forsikringsselskab først har vurderet en méngrad, så kan der være tale om et dækningstilsagn som selskabet ikke bagefter kan trække tilbage.

 

Opdatering den 19. februar 2024:

I den ene af sagerne har selskabet anfægtet kendelsen, og forsikringstageren har derfor været nødt til at anlægge retssag mod selskabet for at få fastslået sin ret.

 

Vi følger sagen og vender tilbage, når der er væsentligt nyt.

 

Opdatering den 7. marts 2024:

HjulmandKaptain har modtaget dommen fra forsikringsselskabets advokat i anonymiseret tilstand, og af dommen fremgår det, at forsikringstageren var mødt uden advokat.

 

Retten i Aarhus vurderede, at forsikringsselskabets afgørelse om at betale 8 %’s varigt mén ikke var en afgørelse i juridisk forstand, men derimod et tilbud, som kun var bindende over for forsikringsselskabet, hvis forsikringstageren efter en nærmere fastsat frist accepterede ”tilbuddet”, hvilket også fremgår af aftalelovens § 1.

 

Retten i Aarhus’ afgørelse er efter vores opfattelse ikke et udtryk for, at Ankenævnet for Forsikrings hidtidige praksis er underkendt, og forsikringsselskaber er over for private fortsat bundet af deres afgørelser. 

 

Lad HjulmandKaptains specialister i personskadeerstatning hjælpe dig

Har du udfordringer med et forløb angående din ulykkesforsikring, og har du brug for en gratis vurdering, så er du altid velkommen til at kontakte vores specialister i personskadeerstatning for at høre om dine muligheder for erstatning.

Del:

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev