Klagenævnet for udbud: Én kendelse bliver til tre

Nyhed
13.12.2024

Husker du sagen om levering af renovationsbiler, hvor tildeling af kontrakt blev annulleret, fordi den vindende tilbudsgiver ikke levede op til mindstekravene i ordregivers udbudsmateriale?

 

Vi har tidligere skrevet om sagen, og nu er der nyt – igen!

Klagenævnet for Udbuds kendelse af 29. august 2023: Annullation af tildelingsbeslutning

I denne kendelse fandt Klagenævnet for Udbud, at tildelingen af kontrakten til Ejner Hessel A/S skulle annulleres, da Ejner Hessel A/S’ tilbud var ukonditionsmæssigt, bl.a. fordi tilbuddet ikke opfyldte et mindstekrav vedrørende LED-lys.

 

Du kan se sagen i vores nyhed her.

 

Klager, Scania Danmark A/S, havde i klagesagen taget forbehold for senere at nedlægge påstand om erstatning. Efter Klagenævnets første kendelse fortsatte klager sagen med påstand om erstatning for positiv opfyldelsesinteresse og yderligere en påstand om, at ordregiver havde overtrådt udbudslovens § 185, stk. 2, ved ikke at bringe kontrakten med Ejner Hessel A/S til ophør, selvom Klagenævnet havde annulleret tildelingsbeslutningen.

 

Klagenævnet for Udbuds kendelse af 14. februar 2024: Erstatningsspørgsmålet og en afvisning af påstanden om overtrædelse af udbudsloven

Erstatningsspørgsmålet blev behandlet i Klagenævnet for Udbuds kendelse af 14. februar 2024, som afgjorde spørgsmålet om erstatning og afvisning af påstand om overtrædelse af udbudslovens § 185, stk. 2, idet der ikke forelå en endelig afgørelse. 

 

Her konstaterede Klagenævnet nemlig, at erstatningsbetingelserne var opfyldt og fandt, at klager havde godtgjort, at de ville have fået kontrakten, hvis ikke udbudsreglerne var blevet overtrådt.

 

Klagenævnet udmålte erstatning for den positive opfyldelsesinteresse på grundlag at forvente dækningsbidrag, og erstatningen blev fastsat skønsmæssigt til 1 mio. kr.

 

Hvad angår påstanden om, at ordregiver havde overtrådt udbudslovens § 185, stk. 2, udtalte Klagenævnet dog at, idet der ikke forelå en endelig afgørelse fra Klagenævnet for Udbud, som ikke længere ville kunne indbringes for domstolene, blev påstanden afvist.

 

Klagenævnet for Udbuds kendelse af 20. november 2024: Behandling af spørgsmål om, hvorvidt ordregiver havde overtrådt udbudslovens § 185, stk. 2

I Klagenævnet for Udbuds kendelse af 20. november 2024 behandlede Klagenævnet spørgsmålet om, hvorvidt ordregiver havde overtrådt udbudslovens § 185, stk. 2, ved ikke at bringe kontrakten med Ejner Hessel A/S til ophør.

Udbudslovens § 185, stk. 2: Er en tildelingsbeslutning annulleret ved endelig afgørelse eller dom, skal ordregiveren bringe en kontrakt eller rammeaftale, som er indgået på grundlag af beslutningen, til ophør med et passende varsel, medmindre særlige forhold, der tilsiger kontraktens videreførelse, gør sig gældende.

 

Bestemmelsen finder ikke anvendelse, hvor §§ 16 eller 17 om uden virkning i lov om Klagenævnet for Udbud finder anvendelse.

 

Ordregiverens eventuelle beslutning om kontraktens videreførelse skal offentliggøres samme sted som udbudsmaterialet senest 7 kalenderdage efter offentliggørelsen af den endelige afgørelse eller dom.

Hvordan er du stillet, når spørgsmål eller enkelte klagepunkter er udskilt til senere afgørelse

Klagenævnet henviste i sagen til udbudslovens § 185, stk. 2 og forarbejderne, hvor det fremgår, at en kontrakt først skal bringes til ophør ved endelig afgørelse eller dom.

 

Klagenævnet henviste herefter til Lov om Klagenævnet for Udbud § 8, stk. 1, 3. pkt. og udtalte, at når Klagenævnet har udskilt spørgsmål om erstatning eller udsat enkelte klagepunkter til senere afgørelse, så kan klager indbringe de første klagepunkter, som er afgjort, for domstolene senest 8 uger efter, at afgørelsen om erstatningsspørgsmålet eller andre klagepunkter er meddelt parterne.

 

Klagenævnet fandt derfor, at afgørelse i sagen først var endelig, da klagefristen var udløbet den 10. april 2024 (8 uger fra afgørelsen om erstatningsspørgsmålet).

 

Samlet udtalte Klagenævnet for Udbud, at der ikke var grundlag for at antage, at ordregiver havde overtrådt udbudslovens § 185, stk. 2, og at det ikke kunne lægges til grund, at ordregiver havde afvist at bringe kontrakten til ophør samt, at ordregiver allerede havde ophævet kontrakten den 30. april 2024.


Lad HjulmandKaptains specialister i udbudsret hjælpe dig

Har du spørgsmål til ophør af kontrakter eller brug for rådgivning vedrørende udbudsret generelt, så er du altid velkommen til at kontakte vores specialister i udbudsret.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev