Kommuner ikke ansvarlig for medarbejderforpligtelser efter servicefirmas konkurs
Vestre Landsret har netop truffet afgørelse i den såkaldte Kærkommen sag, der handler om, hvorvidt to kommuner efter Kærkommens konkurs skulle overtage forpligtelserne overfor medarbejdere på konkurstidspunktet. Virksomheden havde frem til konkurs leveret serviceydelser i form af hjemmehjælp til kommunernes borgere.
Vestre Landsret nåede frem til, at der ikke forelå en virksomhedsoverdragelse, og at forpligtelserne over for medarbejderne derfor skulle bæres af Lønmodtagernes Garantifond.
Landsretten kunne lægge til grund, at der ikke var overdraget fysiske aktiver, og at den ene kommune havde overtaget 36 ud af tidligere 79 medarbejdere, mens den anden kommune havde overtaget 28 ud af 71 medarbejdere.
Landsrettens begrundelse for ikke at anse forholdet som en virksomhedsoverdragelse kan sammenfattes i, dels at kommunerne tillige havde ansat et betydeligt antal personer, der ikke havde været beskæftiget hos Kærkommen, og dels at kommunerne ikke havde overtaget ledere eller planlæggere.
Dommen ligger fint i forlængelse af tidligere praksis på området, men har nok alligevel udløst stor lettelse i kommunerne. Risikoen for, at kommunerne efter et servicefirmas konkurs kunne komme til at hæfte for tidligere lønmodtagerforpligtelser, har medført, at nogen kommuner slet ikke turde ansætte medarbejdere fra det konkursramte firma. Det forhold at kommunen, uanset konkursen, er forpligtet til at levere ydelsen efter Serviceloven – og der i sagens natur skal leveres med det samme – har givet store praktiske vanskeligheder og har derudover været brugt som et argument for, at sådanne opgaver ikke kunne udliciteres.
Dommens resultat – og ikke mindst den klare angivelse af de præmisser – resultatet bygger på, gør det muligt at indrette sig på en sådan måde, at der overtages nogle medarbejdere, uden at kommunen derved bliver forpligtet i forhold til alle. Det er fortsat vigtigt, at der ikke medfølger fysiske aktiver og endvidere, at der ikke medfølger ledere / planlæggere.
Dommen bør derfor læses grundigt, inden der træffes beslutning om overtagelse af medarbejdere i disse tilfælde.
Har du spørgsmål eller søger rådgivning i forbindelse med ovenstående, er du altid velkommen til at kontakte os.
Kontakt
Nyheder
Se flereTilmeld dig
HjulmandKaptains
Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.