Lokalplanlægning i lugtbelastede arealer – Bliver du berørt?

Nyhed
18.08.2020

Tilbage i 2017 skete der en modernisering af planloven med krav til, hvordan lugtbelastede arealer kunne udlægges til f.eks. boliger, institutioner mv. I 2020 er der sket en lovændring, som medfører, at der fremover i kommuneplanen skal være udpeget op til to lugtbelastede arealer hvert fjerde år i konsekvensområder. Bliver du berørt af en ændring i lokalplanen, skal du være opmærksom på konsekvenserne heraf og være klar til at reagere hurtigt.

Krav i forbindelse med udlægning af lugtbelastede arealer

Tilbage i 2017 skete der en modernisering af planloven, i hvilken forbindelse bl.a. planlovens § 15 b, stk. 1, blev indsat.

 

Ifølge denne bestemmelse må en lokalplan kun udlægge arealer, der er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening, fra produktionsvirksomheder, transport- og logistikvirksomheder og husdyrbrug til boliger, institutioner, kontorer, rekreative formål m.v., hvis lokalplanen med bestemmelser om bebyggelsens højde og placering kan sikre den fremtidige anvendelse mod en sådan forurening.

 

Hensigten med bestemmelsen er blandt andet at sikre, at eksisterende produktionsvirksomheder, husdyrbrug m.v. ikke påføres omkostninger til afskærmningsforanstaltninger som følge af, at der planlægges bebyggelse på omkringliggende arealer.

 

Det betyder også, at lokalplanlægningen skal sikre, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier kan overholdes for den anvendelse og på de arealer, der planlægges for samt sikre, at der i lokalplanerne stilles krav om de nødvendige afværgeforanstaltninger.

 

Lugtberegning

Bestemmelsen har siden dens vedtagelse givet anledning til en række spørgsmål i forhold til selve lugtberegningen.

 

Nogle kommuner anvender en lugtberegning fra en eksisterende godkendelse, mens det dog fremgår af lovens forarbejder, at der ved grænseværdier forstås de grænseværdier, som fremgår af Miljøstyrelsens vejledninger og af Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelser.

 

En eksisterende godkendelse kan være flere år gammel, og lugtemissionen kan derfor også være anderledes end beregnet på godkendelsestidspunktet, idet man alene kræver, at forudsætningerne for beregningen ikke er ændret.

 

Planlovens § 15 b, stk. 1, skal således sikre, at der ikke kan opføres boliger mv. i områder og højder, som er belastet af lugt, støv eller anden luftforurening over grænseværdierne.

 

Da lovforarbejderne henviser til Miljøstyrelsens vejledninger og Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelser, gælder husdyrgodkendel-sesbekendtgørelsens bestemmelser om lugtemission for så vidt angår lugtgener ved husdyrbrug.

 

Ifølge denne bekendtgørelse skal geneafstanden beregnes både efter Miljøstyrelsens Lugtmodel samt FMK-modellen, således den længste geneafstand efter de to modeller bliver den afgørende.

 

Ny ændring i 2020

Planloven er også for nyligt ændret i 2020 med indsættelsen af en ny bestemmelse i § 11 a, stk. 1, nr. 28 og i § 15 b, stk. 3.

 

Lovændringen medfører, at der fremover i kommuneplanen skal være udpeget op til to lugtbelastede arealer hvert fjerde år i konsekvensområder.

 

Der er her tale om arealer, der er belastet af lugt fra eksisterende produktionsvirksomheder mv., og som er beliggende i en by, og hvor der er særlige byudviklingsinteresser. Begrundelsen for udpegningen skal altså være en særlig ”byudviklingsinteresse”.

 

De arealer, der kan udpeges, er ifølge lovforarbejderne eksempelvis havneområder, områder med nedlagte slagterier og kraftværker.

 

Områderne, som også kaldes transformationsområder, er karakteriseret ved at være områder af byer, hvor der er særlig efterspørgsel efter attraktivt beliggende arealer og deraf følgende stærkere økonomiske incitamenter for bygherrer mv. til at skabe byudvikling.

 

Kommunalbestyrelsen kan herefter ansøge Erhvervsministeren om tilladelse til at planlægge for boliger på disse transformationsområder, hvor lugtbelastningen fra eksisterende produktionsvirksomheder i over 1,5 meters højde overstiger grænseværdier for lugt. Der kan dog ikke gives tilladelse, hvis lugtbelastningen overstiger grænseværdierne med mere end 20 lugtenheder.

 

For at en kommune kan anvende den nye mulighed for at planlægge for nye boliger på transformationsområder, skal følgende betingelser være opfyldt:

 

  • Der skal foreligge en tilladelse fra erhvervsministeren,
  • Lugtbelastningen må ikke overstige grænseværdier for lugt med mere end det, som er fastsat i den meddelte tilladelse,
  • Lokalplanen skal med bestemmelser om etablering af mekanisk ventilation sikre, at ventilationsluften i bygningen ikke er belastet af lugt, og
  • Der skal i umiddelbar tilknytning til boligbebyggelsen være adgang til udendørs opholdsarealer, hvor grænseværdier for lugt er overholdt.

 

Bestemmelsen omfatter dog ikke udlægning til døgninstitutioner, bosteder og lignende.

 

Bliver du berørt af en lokalplan?

Hvis en lokalplan, der er ved at blive vedtaget eller måske allerede er vedtaget, muligvis berører dig, er det vigtigt, at du reagerer hurtigt, og helst allerede i høringsfasen. Når lokalplanen er vedtaget, er der nemlig en 4-ugers frist til at påklage lokalplanen til Planklagenævnet og en 6-måneders frist til at anlægge søgsmål ved domstolene.

 

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning, er du altid velkommen til at kontakte os.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev