Mellemkommunal refusion: Hvilke forhold kan medføre, at en kommune har medvirket til en borgers flytning?

Sagens baggrund

Sagen vedrørte 2 brødre, født i 1991 og opvokset i X Kommune. De havde forskellige udfordringer og boede derfor på specialhøjskoler og bosteder i deres ungdom. Som voksne flyttede de til Y Kommune.

Tilsagn om refusion ophørte

X Kommune var på hjemmebesøg hos de 2 borgere ca. 1½ år efter flytningen til Y. Efter dette hjemmebesøg meddelte X Kommune til Y Kommune, at refusionstilsagnene ophørte blandt andet med den begrundelse, at borgerne selv havde ønsket at flytte til Y, og X Kommune havde ikke påvirket denne beslutning.

Kommune klagede til Ankestyrelsen

Ankestyrelsen traf den 20. september 2017 afgørelse om, at X Kommune ikke skulle yde hjælp efter serviceloven til borgerne, og at kommunen heller ikke efter andre love skulle betale refusion. Begrundelsen var, at X Kommune, efter Ankestyrelsens opfattelse, ikke havde medvirket ved borgernes flytninger til Y Kommune.

Byretten dømte kommune til at betale refusion trods Ankestyrelsens afgørelse

Retten i Sønderborg dømte derimod X Kommune til at betale refusion til Y Kommune.

Retten i Sønderborg lagde vægt på,

1. at alt inden, i forbindelse med og efter flytning, var koordineret med X Kommune,
2. at X Kommune støttede borgerne i deres ønske om at finde en egnet bolig i Y, og
3. at X Kommune var ”fuldstændig med på at opfylde ønsket”.

Byretten lagde rent faktisk til grund, at X Kommune ikke havde påvirket selve beslutningen om at ville flytte til Y Kommune. Alligevel fandt Byretten:

”det er herefter tilstrækkeligt bevist, at X Kommune – endda meget aktivt – har støttet op om og medvirket til borgernes flytning til Y Kommune”.

Afgørelse anket til Landsretten

X Kommune valgte at anke byrettens afgørelse til Landsretten. Birgitte Pedersen, advokat med speciale i mellemkommunal refusion repræsenterede X Kommune.

Birgitte Pedersen udtaler følgende i forbindelse med sagen:

”Byrettens afgørelsen er efter min opfattelse i strid med forarbejderne til refusionsbestemmelsen i § 9C, stk. 2, hvorefter den tidligere opholdskommune frigøres – i overensstemmelse med lovens hovedregel – for betalingsforpligtelsen, når den pågældende person selv vælger at tage ophold i anden kommune.”

Dette fremgår også af Landsrettens og Højesterets praksis - særligt Højesterets dom af 7. september 2018 gengivet i UfR 2018.16.

Landsrettens afgørelse - Kommune var ikke refusionspligtig

Landsretten kom frem til et andet resultat end byretten med følgende begrundelse:

”Borgerne har således siden 2011 haft et udtalt og vedvarende ønske om at flytte til Y, hvilket bl.a. var begrundet i at komme tættere på familie og venner samt de uddannelsesmæssige muligheder i byen.

Landsretten lægger på den baggrund og efter bevisførelsen i øvrigt til grund, at borgerne på eget initiativ og efter eget ønske valgte at tage ophold i Y Kommune".

Landsretten fandt det heller ikke godtgjort, at X Kommune havde ydet vejledning eller støtte ud over deres forpligtelser efter gældende regler. Landsretten fandt heller ikke grundlag for at antage, at vejledningen og støtten fra X Kommune eller borgernes kollegie op til og efter selve flytningen havde påvirket borgernes beslutning. Landsretten fandt på denne baggrund ikke, at X Kommune havde medvirket til borgernes flytning til Y Kommune på en sådan måde, at X Kommune var refusionspligtig efter Retssikkerhedslovens § 9c, stk 2.

X Kommune havde i forbindelse med flytningen derfor ydet vejledning, etableret støtte til borgerne i deres nye lejligheder i Y, og fastsatte i den forbindelse omfanget af støtten. X Kommune betalte også visse udgifter til indretning af lejlighederne i Y samt udgifter i forbindelse med flytningen. Men det afgørende for Landsretten var, i overensstemmelse med praksis, at denne støtte og vejledning ikke havde påvirket selve borgernes beslutning om at flytte.

Hvornår har en kommune ret til refusion?

Med afgørelsen i denne sag har vi nu endnu en vejledning til kommunerne om det ofte omtvistede forhold omkring medvirken ved flytning.

Det er efter HjulmandKaptain og Birgitte Pedersens opfattelse nu meget klart slået fast, at har borgeren selv haft et ønske om at flytte, selv truffet beslutningen om at flytte, og har kommunen ikke påvirket selve beslutningen om at flytte, så er der ikke ret til refusion.

Byrettens og Landsrettens dom kan rekvireres hos advokat Birgitte Pedersen, som førte sagen for X Kommune.

Har du spørgsmål til sagen eller brug for rådgivning i forbindelse med mellemkommunal refusion, så er du altid velkommen til at kontakte os.