Ny lov gør det billigere for boligejere at genbruge tinglysningsafgift ifm. lån
Den 1. juli 2019 bliver det i visse tilfælde billigere at skifte pantebrevstype eller at omlægge et underliggende lån på samme pantebrev. Folketinget har nemlig vedtaget en lov, der ændrer nogle af reglerne om betaling af tinglysningsafgift, så man i større omfang end hidtil kan fritages for at betale ny variabel tinglysningsafgift ved ændring af pantebrevstype eller af det underliggende låneforhold.
Retsstillingen efter de nugældende regler
Hvis man efter de nugældende regler skal tinglyse et pantebrev, koster det en fast afgift på 1.660 kr. og en variabel afgift på 1,5 procent af pantebrevets samlede hovedstol. Disse afgifter gælder både for almindelige pantebreve, ejerpantebreve og kreditforeningspantebreve.
Det er dog i visse situationer muligt at genbruge den variable afgift på allerede tinglyste pantebreve i fast ejendom.
Eksempelvis er det muligt at genbruge og dermed spare den variable tinglysningsafgift, hvis man ønsker at omdanne sit almindelige pantebrev til et ejerpantebrev. Efter de nugældende regler er der imidlertid også situationer, hvor det ikke er muligt at genbruge tinglysningsafgiften. Eksempelvis er det ikke muligt at ændre et realkreditlån til et banklån, der ikke er på realkreditlignende vilkår, uden at skulle betale ny variabel tinglysningsafgift for det nye lån. Der er således nogle kombinationer mellem de tre pantebrevstyper, der ikke har givet mulighed for at genbruge en tidligere betalt variabel tinglysningsafgift.
Retsstillingen efter de nye regler
Lovændringen medfører helt grundlæggende, at der ikke længere skal skelnes mellem de enkelte pantebrevstyper og vilkårene for de bagvedliggende lån, når man vil genbruge en allerede betalt variabel tinglysningsafgift for et pantebrev i fast ejendom.
På det praktiske plan betyder det, at det ved låneomlægning eller ved omdannelse af pantebrevstype er muligt at modregne det gamle lån i det nye, når der skal udregnes variabel tinglysningsafgift. Hvis størrelsen på det nye lån ikke overskrider hovedstolen på pantebrevet, kan hele den variable tinglysningsafgift således modregnes, og der vil således ikke skulle betales tinglysningsafgift. Den ovenfor nævnte situation om ændring af et realkreditlån til et banklån vil således kunne ske uden at skulle betale ny (eller fuld) variabel tinglysningsafgift.
Derudover vil der ske en gradvis nedsættelse af taksterne for afgifterne. Den 1. juli 2019 bliver den faste afgift nedsat fra 1.660 til 1.640 kr., og den variable afgift bliver på samme tidspunkt nedsat fra 1,5 til 1,45 procent. Den variable afgift nedsættes dog yderligere til 1,25 procent i 2026.
Har du spørgsmål i forbindelse med den nye lov, er du altid velkommen til at kontakte os.
Kontakt
Nyheder
Se flereTilmeld dig
HjulmandKaptains
Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.