Nye lempeligere regler vedrørende hjemmearbejde
Den 30. april 2022 trådte nye regler vedrørende hjemmearbejde i kraft. Reglerne er af Arbejdstilsynet blevet opdateret, så de nu er mere tidssvarende og tager højde for, at stadigt flere danskere har skiftende arbejdssteder.
Hvad siger arbejdsmiljøloven?
Udgangspunktet er, at arbejdsmiljøloven gælder, uanset om arbejdet udføres fra virksomhedens lokaler eller fra medarbejderens private bolig. Det er arbejdsgiveren, der har ansvaret for at sikre, at arbejdsmiljølovens regler bliver overholdt.
Arbejdsgiveren skal sikre, at dennes medarbejdere udfører arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Forpligtelsen indebærer, at arbejdsgiveren skal sikre, at arbejdsmiljølovens særlige krav til arbejdets udførelse, arbejdsstedets (og dermed hjemmearbejdspladsens) indretning og anvendelsen af tekniske hjælpemidler iagttages.
Formålet med de nye regler er netop at mindske arbejdsgiverens pligter i forhold til indretningen af medarbejderens hjemmearbejdsplads.
Nye skærmregler
Det følger af arbejdsmiljøloven og skærmbekendtgørelsen, at arbejde med skærmenheder skal planlægges, tilrettelægges og udføres, så det for medarbejderen er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Medarbejderens arbejdsplads skal derfor indrettes mest hensigtsmæssigt.
De nye regler vedrørende hjemmearbejde ændrer især på, hvornår skærmbekendtgørelsens regler finder anvendelse.
Tidligere fandt skærmbekendtgørelsens regler anvendelse, når skærmarbejdet foregik i hele arbejdstiden eller blot regelmæssigt, og arbejdstiden svarede til én dag eller mere indenfor en normal arbejdsuge.
Med de nye regler finder skærmbekendtgørelsens regler først anvendelse, når medarbejderen har mere end to dages regelmæssigt skærmarbejde om ugen. Det betyder, at medarbejderen fast kan arbejde hjemme i to dage om ugen, uden at der fra arbejdsgiverens side skal stilles krav til hjemmearbejdspladsens indretning. Kun hvis medarbejderen arbejder hjemme i mere end to dage om ugen, skal arbejdsgiveren stille krav til hjemmearbejdspladsens indretning. I den forbindelse skal arbejdsgiveren blandt andet stille krav til medarbejderens skærm, tastatur og mus, arbejdsbord- og stol og lysforhold.
Arbejdsgiveren har ikke ret til at føre tilsyn med arbejdsforholdene i medarbejderens private hjem, og derfor skal arbejdsgiveren iagttage sine forpligtelser via oplæring, instruktioner og dialog.
Større fleksibilitet på arbejdspladserne
Ændringen i skærmreglerne vil sandsynligvis medføre en større fleksibilitet og frihed på danske arbejdspladser, da arbejdsgiveren gives større incitament til at tillade - og opfordre til – hjemmearbejde.
Arbejdstilsynet har i forbindelse med de nye reglers ikrafttrædelse udarbejdet nye vejledninger vedrørende henholdsvis hjemmearbejde og skærmarbejde.
Har du spørgsmål til hjemmearbejdspladser?
Har du spørgsmål til, hvad dine forpligtelser som arbejdsgiver indebærer, er du altid velkommen til at kontakte os.
Kontakt
Nyheder
Se flereTilmeld dig
HjulmandKaptains
Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.