Nye regler om forsikringsformidling

Nyhed
21.09.2018

Pr. 1. oktober 2018 træder nye regler i kraft om forsikringsformidling. Reglerne implementerer et EU-direktiv og har derfor været længe undervejs.

Det grundlæggende formål med reglerne er at sikre en forsikringskøber samme retssikkerhed, hvad enten han køber forsikringen direkte hos selskabet, hos en forsikringsagent, en forsikringsmægler eller en distributør, der kun lejlighedsvis distribuerer forsikringer.

 

Som følge heraf skal forsikringsagenter nu have tilladelse fra Finanstilsynet i modsætning til tidligere, hvor de kun skulle registreres.

 

Et andet generelt princip er kravet om udarbejdelse af en behovsanalyse og præciseringen af, at alle forsikringsprodukter, der foreslås kunden, skal være i overensstemmelse med kundens behov. Herunder skal der rådgives om eventuelle skatteretlige forhold og produktets betydning for kundens muligheder for at modtage offentlige ydelser.

 

En yderligere ændring er indførelse af begrebet ”uafhængig forsikringsformidler”, som svarer til den tidligere betegnelse forsikringsmægler. Kravene til uafhængighed fastsættes i en bekendtgørelse. Der er ikke i EU-reglerne et forbud mod, at uafhængige forsikringsformidlere modtager provision, men det tidligere forbud angående forsikringsmæglere, som er en særlig dansk regel, videreføres.

 

Accessoriske forsikringsformidlere er et andet nyt begreb, der indføres og for hvilke, der gælder krav om registrering.

 

For alle forsikringsformidlere indføres kompetencekrav, hvorefter en forsikringsdistributør skal sikre, at ansatte, der udøver forsikringsdistribution har bestået en prøve, der dokumenterer vedkommendes kompetencer inden for det arbejdsområde, der varetages. Der skal hvert tredje år aflægges en ny prøve.

Reglerne suppleres med bekendtgørelser om god skik, egnethed og hæderlighed (fit & proper) samt opfyldelse af kompetencekrav.

 

Har du spørgsmål eller brug for rådgivning vedrørende de nye regler om forsikringsformidling, er du altid velkommen til at kontakte os.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev