Nye regler vedrørende erstatning for patientskader
Pr. 1. juli 2018 er der sket væsentlige ændringer for klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Selve behandlingen af klage- og ankesager fra Styrelsen for Patientsikkerhed i København flyttes til en nyoprettet styrelse, Styrelsen for Patientklager, i Aarhus.
I lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet er der desuden sket flere ændringer. I korte træk er de væsentligste ændringer følgende:
Dækningsområdet for patientskader udvides
Lovændringen betyder, at alle autoriserede sundhedspersoner og personer, der handler på disses ansvar, nu bliver omfattet af erstatningspligten. Afgrænsningen knytter sig til definitionen af en sundhedsperson, således som dette begreb er defineret i sundhedsloven.
Ændringen skal være med til at sikre, at skader, som denne persongruppe påfører i forbindelse med behandlinger, undersøgelser eller lignende, er omfattet af patienterstatningsordningen, lige meget hvor i sundhedsvæsenet skaden sker. Således gælder loven nu også
- læger og andre sundhedspersoner, der udøver sundhedsfaglig virksomhed som ansatte i private firmaer og organisationer
- sundhedspersoner, der udøver sundhedsfaglig behandling på institutioner, boformer, plejehjem m.v. inden for det sociale område
- sundhedspersoners behandling af ansatte i det militære forsvar eller redningsberedskabet
- optikerkæder og private klinikker, der drives af personer uden sundhedsfaglig autorisation, hvor der udføres behandling af sundhedspersoner
- detentionslæger og læger, der foretager blodprøvetagning for politiet
- lægegerning og anden sundhedsfaglig behandling foretaget i fritiden
- alarmcentraler, der drives af forsikringsselskaber
- private vaccinationsfirmaer
Selve udfærdigelsen af attester og lægeerklæringer til forsikringsselskaber og offentlige myndigheder er fortsat ikke omfattet af dækningsområdet, da der ikke er tale om lægelig patientbehandling. Derimod er selve den kliniske undersøgelse af patienten til brug for en erklæring omfattet.
Ændring af minimumserstatningen
Indtil nu har man kun kunne få tilkendt erstatning for behandlingsskader, såfremt den samlede erstatning som minimum har udgjort kr. 10.000. For lægemiddelskader har minimumserstatningen udgjort kr. 3.000. Dette bliver ændret, således at der nu – i stedet for minimumserstatningen – fastsættes et ”egetbidrag”. Egetbidraget er på kr. 7.300, og egetbidraget er det samme for både behandlingsskader og lægemiddelsskader.
Egetbidraget beregnes pr. sag og ikke pr. afgørelse, og beløbet reguleres hvert år pr. 1. januar.
Fristen for at klage nedsættes til 1 måned
Klagefristen for Patienterstatningens afgørelser ændres fra de nuværende 3 måneder til 1 måned.
Udbetaling af erstatning
At klagefristen nedsættes fra 3 måneder til 1 måned betyder, at patienter eller efterladte til patienter får udbetalt erstatningen og godtgørelsen hurtigere, såfremt afgørelsen ikke påklages. I disse situationer vil erstatningen blive udbetalt straks efter klagefristens udløb, dvs. efter 1 måned.
Patienterstatningens afgørelse kan påklages af en eller begge parter, og hvis det sker, har klagen opsættende virkning, dvs. at udbetalingen ikke finder sted, førend Ankenævnet for Patienterstatningen har truffet afgørelse. Hvis Ankenævnet for Patienterstatning ikke er enigt med Patienterstatningen i, at patienten eller efterladte til patienten er berettigede til den af Patienterstatningen tilkendte erstatning og godtgørelse, udbetales det beløb, som ankenævnet tilkender.
Tilbagebetaling af tilkendt erstatning
Med de nye regler fastsættes, at erstatning og godtgørelse, der er udbetalt efter loven, ikke kan kræves tilbagebetalt eller modregnet i andre krav på erstatning og godtgørelse.
Bestemmelsen er indsat for at undgå den nuværende retstilstand, hvor Regionerne som hovedregel kræver allerede udbetalt erstatning tilbagebetalt, såfremt Ankenævnet ændrer Patienterstatningens afgørelse om anerkendelse af en patientskade.
Har du spørgsmål i forbindelse med ovenstående, eller ønsker du en gratis vurdering af din sag, er du altid velkommen til at kontakte os.
Nyheder
Se flereTilmeld dig
HjulmandKaptains
Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.