Nyt fortolkningsbidrag skal hjælpe danske landmænd

Nyhed
28.06.2018

Hvordan beregnes den procentvise nedsættelse af den direkte støtte til landmanden ved manglende overholdelse af et krydsoverensstemmelseskrav?

Vi ved, at sanktionen er der, men hvornår og hvordan rammer den landmanden? Det er der kommet et fortolkningsbidrag til. En af generaladvokaterne ved EU-domstolen kom den 17. maj 2018 med et forslag til en afgørelse i en sag om fortolkning af fastlæggelsen af det år, som danner grundlag for beregningsåret ved nedsættelse af den direkte støtte for landmænd som sanktion ved manglende overholdelse af krydsoverensstemmelseskravene.

 

Årsag til sagens førelse ved EU-domstolene

I øjeblikket verserer der cirka 170 sager ved Østre Landsret om betaling af støtte under den direkte støtteordning for landmænd, der opfylder betingelserne herfor, og hermed de nedsættelser der har været af støtten som sanktion for manglende overholdelse af krydsoverensstemmelseskrav. I den forbindelse er EU-domstolen blevet anmodet om vejledende at bidrage med en fortolkning af reglerne, som gælder for fastlæggelsen af det år, som skal danne grundlag for beregningen af den procentvise nedsættelse af støtten, som traktatmæssigt er fastlagt som sanktion for overtrædelsen. Årsagen til, at EU-domstolen nu tager stilling til spørgsmålet, er, at Østre Landsret har anmodet EU-domstolen om ved en præjudiciel forelæggelse at besvare en række spørgsmål til brug for afgørelse i sagerne.

 

Kort om "præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen"

I det tilfælde en part i en retssag for en national domstol påberåber sig EU-retten til støtte for sin påstand, er det muligt for den nationale domstol at bestemme, at EU-domstolen skal bedes om et fortolkningsbidrag til den aktuelle EU-retslige problemstilling, der ligger til grund for påstanden. En sådan anmodning kaldes en præjudiciel forelæggelse. Forelæggelsen sker ved konkrete spørgsmål til EU-domstolen. Beslutningen om forelæggelse tilkommer alene den nationale domstol. Det har den betydning, at også i tilfælde, hvor sagens parter er enige om, at der skal ske forelæggelse, kan den nationale domstol beslutte, at forelæggelsen ikke skal ske eller omvendt. Eksempelvis når besvarelsen ikke er nødvendig for, at retten kan træffe afgørelse i sagen.

 

Forinden EU-domstolens afgørelse bliver der af en af de til EU-domstolen tilknyttede Generaladvokater udarbejdet et såkaldt "forslag til afgørelse", som fremsættes offentligt. Generaladvokatens forslag til afgørelse er ikke bindende for EU-domstolen, men er derimod at betragte som første input til fortolkning. EU-domstolen vil bruge forslaget som et supplement i dennes behandling og afgørelse. Forslaget er således en indikation af den EU-retslige stillingtagen til spørgsmålet.

 

Tvisten og årsagen til forelæggelsen

For at forstå problematikken er det nødvendigt kort at redegøre for reglerne og deres anvendelse, og ikke mindst den sammenhæng de mange sager er anlagt i.

 

Landmænd, der ønsker at benytte sig af støtteordningen for direkte betalinger, skal opfylde en række kriterier for at være støtteberettiget, bl.a. vedrørende de arealer, der anvendes til landbrugsformål, og ligeledes hvordan disse drives. Overtrædelse af de fastsatte kriterier for arealerne kan medføre sanktioner i form af nedsættelser af den støtte, som landmanden ellers ville være berettiget til – i værste fald en fuldstændig udelukkelse fra støtte efter ordningen.

 

Foruden kriterierne for støtteberettigelse, som udgør betingelser for, at der består en ret til støtte, er landmanden som modtager af støtte også underlagt krydsoverensstemmelseskrav. Et af disse krav er begrænsning i anvendelse af gødning på de støtteberettigede arealer. Overholdelsen af f.eks. dette krav er dog ikke en betingelse for at opnå ret til støtte, men en manglende overholdelse af kravet giver anledning til sanktioner i form af nedsættelse af landbrugsstøtten. Krydsoverensstemmelseskravene er indsat i EU-forordninger og senere gennemført i Danmark ved en række nationale bekendtgørelser og har til formål at tilskynde landmændene til at overholde gældende EU-ret, der er relevant for b.la. sikring af miljøet.

 

De to verserende sager, hvor Østre Landsret har besluttet præjudiciel forelæggelse, omhandler to landmænd, der anses for at have overtrådt deres krydsoverensstemmelsesforpligtigelser, idet de havde overgødsket deres marker. For den enes vedkommende drejer det sig om årene 2006-2007 / 2007-2008 og for den andens vedkommende 2006-2007 / 2008-2009. Den manglende overholdelse blev opdaget i 2009 og efterfølgende offentliggjort ved høringssvar i 2011. De danske myndigheder anser 2011 som tidspunktet, hvor den manglende overholdelse blev konstateret – altså som konstateringsåret. Myndighederne traf som følge heraf afgørelse om støttenedsættelse i 2011 / 2012. De støttenedsættelser, der blev pålagt ved disse afgørelser, var baseret på overtrædelsesåret – altså de støttebeløb, der skulle udbetales for hvert år, hvor landmanden faktisk havde overtrådt krydsoverensstemmelsesforpligtigelsen. Myndighederne genoptog dog afgørelserne i 2013, idet man nu mente, at sanktionerne for overtrædelse af krydsoverensstemmelseskravene skulle beregnes på baggrund af den samlede støtte, der skulle udbetales i konstateringsåret, altså 2011 fremfor tidligere anvendte overtrædelsesår.

 

De danske myndigheder ændrede således fra en nedsættelse baseret på støtten i overtrædelsesåret til en nedsættelse baseret på konstateringsåret.

 

Det betød for begge landmænd en øget støttenedsættelse, idet begge havde udvidet deres dyrkede arealer mellem overtrædelsesårerne og konstateringsåret. Begge landmænd – og en hel masse andre – har anlagt søgsmål med påstand om annullation af 2013-afgørelserne, hvorfor sagerne nu verserer ved Østre Landsret.

 

Generaladvokatens forslag til afgørelse

Af Generaladvokatens forslag til afgørelse fremgår en fortolkning af grundlaget for beregning af støttenedsættelse, og ligeledes hvornår nedsættelse faktuelt skal ske.

 

Her anføres for de to konkrete sager, at de dagældende bestemmelser skal fortolkes sådan, at de procentvise nedsættelser af krydsoverensstemmelseskravene skal beregnes på grundlag af den direkte støtte, der skulle udbetales i det kalenderår, hvor den manglende overholdelse fandt sted - overtrædelsesåret. Hertil at nedsættelsen skal henføres til – og anvendes på – den støtte, der skulle udbetales i konstateringsåret.

 

Betydningen heraf kan illustreres ved landmand A, som i overtrædelsesåret (år 1) modtog støtte for i alt kr. 500.000 og i år 2 efter udvidelser af sin bedrift modtog et støttebeløb på kr. 800.000 kr. og i år 3 efter yderligere udvidelser af bedriften har en udestående støtteansøgning på i alt kr. 1.200.000. Det konstateres i år 3, at han som følge af uagtsomhed har overtrådt et krydsoverensstemmelseskrav i år 1. Som en sanktion herfor beslutter myndighederne en procentvis nedsættelse med 3 % af støtten. Sanktionen kan selvsagt ikke henføres til den støtte, der allerede er udbetalt i 1 år. Efter nærværende forslag til afgørelse skal den procesvisenedsættelse beregnes på baggrund af overtrædelsesåret, år 1 – og de 500.000 kr. -, men dog fratrækkes det støtteberettiget beløb i konstateringsåret, år 3 – 1.200.000 kr.

 

Generaladvokaten underkender hermed de danske myndigheders fortolkning af, hvordan den procentvise nedsættelse af den direkte støtte beregnes ved manglende overholdelse af krydsoverensstemmelseskrav. De danske myndigheder traf i 2013 afgørelse om, at beregningsgrundlaget for nedsættelsens fastsættelse var konstateringsåret og ikke som korrekt på baggrund af overtrædelsesåret.

 

Vi må derfor forstå forslaget til afgørelse som en sejr for landmændene og en underkendelse af de danske myndigheder.

 

Endelig skal det, som tidligere skrevet, understreges, at der kun er tale om et forslag til afgørelse fra Generaladvokaten og dermed ikke et bindende svar for EU-domstolene. Forventeligt vil EU-domstolen i løbet af indeværende år træffe afgørelse i sagen. HjulmandKaptain Landbrug følger sagen tæt.

 

Har du spørgsmål eller kommentarer til ovenstående, er du altid velkommen til at kontakte HjulmandKaptain Landbrug.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev