Pant i betalingsrettigheder – hvad er den rette sikringsakt?

Vestre Landsret har den 7. juli 2017 afsagt kendelse i en sag omhandlende pant i betalingsrettigheder. Afgørelsen behandler spørgsmålet om, hvad der er rette sikringsakt, når der etableres pant i betalingsrettigheder. Pantsætningen etableres ofte i forbindelse med låneengagementer i pengeinstitutter, men pant i betalingsrettigheder kan også sagtens anvendes som sikkerhed over for andre kreditorer.

En korrekt sikringsakt er central for panthaver, da det har betydning for, om pantet og de dertilhørende rettigheder kan udøves, når pantet tiltrædes, bl.a. retten til tvangsrealisering ved misligholdelse og fortrinsstilling ved konkurs.

Som bekendt er EU-støtte efter grundbetalingsordningen opdelt i to aktivgrupper: 1) betalingsrettigheden og 2) støttebeløbet. Den omtalte afgørelse vedrører alene sikringsakten ved pant i betalingsrettigheden.

Det er almindeligt anerkendt, at pant i støttebeløbet, juridisk set, betragtes som pant i en simpel fordring, hvor sikringsakten er denuntiation (meddelelse) til udbetaleren, nemlig Landbrug- og Fiskeristyrelsen. Dette gælder fortsat.

Da betalingsrettigheder sammen med landbrugsjord er grundlaget for at søge EU-støtte, omfatter pantet i betalingsrettigheder alene denne ret og medfører således ikke ret til de løbende støttebeløb, der opnås på baggrund af rettigheden. For at opnå ret til udbetaling, skal der noteres transport i støttebeløbet. Det skyldes, at kravet på selve støttebeløbet først bliver aktuelt og opstår ved indsendelse af ansøgning herom.

Det har blandt juridiske teoretikere været diskuteret, hvorvidt selve betalingsrettigheden – panteretligt - skulle behandles som en simpel fordring eller som et immaterielt formueaktiv. Sondring har betydning for, hvilken sikringsakt der skal iagttages, for at pantet er gyldigt.

I afgørelsen slår Vestre Landsret fast, at en betalingsrettighed er et immaterielt formueaktiv og ikke en simpel fordring.

Som en følge heraf er sikringsakten, ved pantsætning af betalingsrettigheder, tinglysning i personbogen efter Tinglysningslovens regler. Dette sker praktisk ved tinglysning af et ejerpantebrev med pant i betalingsrettighederne og betaling af en dertilhørende tingslysningsafgift. Sidstnævnte vil desværre medføre en fordyrelse for landmanden.

Den nu fastlagte (korrekte) fremgangsmåde er således ikke i overensstemmelse med den hidtidige anvendte fremgangsmåde og er desuden i strid med Landbrug- og Fiskeristyrelsens retningslinjer og anvisninger.

Hidtil foretog panthaver sin sikringsakt ved meddelelse til Styrelsen via en pantsætningserklæring og registrering i dennes register. Vestre Landsret har nu fastslået, at denne sikringsakt ikke er tilstrækkelig til sikring af pantet.

Afgørelsen får den praktiske betydning, at de panthavere, der alene har sikret deres pant i betalingsrettighederne ved denuntiation (meddelelse) til Landbrug- og Fiskeristyrelsen ikke har en gyldig sikkerhed, og at deres pant må anses for at være uden retsvirkning. Det betyder, at disse kreditorer ikke kan forvente at kunne udøve en panthavers rettigheder eller desuden få første prioritet i pantets prioritetsstilling, såfremt andre kreditorer tinglyser pant forinden. 

Det er herefter vores anbefaling, at man som panthaver foretager rette sikringsakt i overensstemmelse med ovenstående.

Afgørelsen er på nuværende tidspunkt alene en landsretsafgørelse, og praksis kan ændre sig igen, f.eks. hvis Højesteret får lejlighed til at tage stilling og måtte have en anden opfattelse.

I konsekvens af Vestre Landsrets afgørelse vil en lovændring dog være nødvendig, såfremt den hidtidige praksis med notering af pantet hos Landbrug- og Fiskeristyrelsen som sikringsakt skal opretholdes.

Er du i tvivl om din status som panthaver eller praktikken i forbindelse med sikring, så kontakt os og få hjælp og rådgivning.