Preview - AB 18 (revisionen af AB 92)

Nyhed
07.02.2018

AB-udvalget har offentliggjort første udkast til byggeriets nye standardaftale, Almindelige Betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed 2018 (”AB 18”).

Den 2. februar 2018 har AB-udvalget bag revisionen af byggeriets standardaftale, Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed 1992 (”AB 92”), sendt deres udkast til AB 18 i offentlig høring.

 

Høringsfristen er sat til den 12. marts 2018, og den endelige udgave af AB 18 fra AB-udvalget forventes at blive offentliggjort i løbet af juni 2018 med henblik på, at de nye vilkår kan tages i brug fra den 1. januar 2019.

 

Det nuværende udkast giver os det første indblik i de ændringer, der forventes gennemført som led i opdateringen af AB 92, der de seneste 25 år har været den mest udbredte standardaftale i dansk byggeri.

 

Nedenfor er der en kort opsummering af nogle af de væsentligste ændringer i udkastet til AB 18 sammenholdt med AB 92:

 

Rangorden mellem aftaledokumenter: Som noget nyt er der direkte i udkastet til AB18 indsat en rangorden for prioritetsrækkefølgen mellem de forskellige dokumenter, der udgør en del af entrepriseaftalen. Denne rangorden er sædvanligvis placeret i selve entreprisekontrakten, men fremover forventes det, at AB 18 vil indeholde en rangorden, der finder anvendelse, hvis parterne ikke aftaler en anden rangorden i entreprisekontrakten (§ 6, stk. 3). I udkastet til AB18 har entreprenørens tilbud forrang for bygherrens udbudsmateriale.

 

Entreprenørens arbejdsplan: Ifølge udkastet til AB 18 skal entreprenøren udarbejde en arbejdsplan, der tager højde for og overholder de relevante tidsfrister i hovedtidsplanen fra udbudsmaterialet (§ 13). Entreprenøren skal løbende opdatere arbejdsplanen og i den forbindelse vurdere, hvorvidt arbejdets stade og arbejdsplanen er i overensstemmelse med hovedtidsplanen - og hvis ikke, hvorvidt forsinkelsen skyldes en accepteret tidsfristforlængelse eller ej (§ 14).

 

Digitale bygningsmodeller: Udkastet indeholder et nyt sæt vilkår for brugen af digitale bygningsmodeller, herunder fastlæggelsen af ansvaret for at sådanne modeller er retvisende (§ 16).

 

Entreprenørens projektering: Udkastet til AB 18 indeholder et nyt sæt vilkår for entreprenørens projekteringsarbejder, herunder et krav om at entreprenørens projektering er i overensstemmelse med aftalen, bygherrens anvisninger og god projekteringsskik (§ 17). Det gælder dog fortsat, at entreprenøren alene har et projekteringsansvar, hvis dette aftales særskilt, eller hvis udbudsmaterialet indeholder funktionskrav, der således overlader en del af projekteringen til entreprenøren.

 

A conto betalinger: I AB 92 § 22, stk. 1 har entreprenøren ret til én månedlig a conto betaling, medmindre parterne i aftalen har vedtaget en betalingsplan. I udkastet til AB18 har entreprenøren ret til to månedlige a conto betalinger, hvilket kan være med til generelt at styrke likviditets flowet hos entreprenørerne (§ 36, stk. 1).

 

12 måneders fastprisperiode: Udkastet indeholder en ny regel om, at en fast pris alene gælder for de arbejder, der udføres inden for 12 måneder fra tilbudsdagen. For de arbejder, der udføres senere end 12 måneder efter tilbudsdagen, kan priserne kræves reguleret efter de relevante byggeomkostningsindekser (§ 34).

 

Ekstraordinære reguleringer: Udkastet indeholder en adgang til at kræve prisregulering i tilfælde af væsentlige mer- eller mindreudgifter som følge af statslige indgreb eller ekstraordinære prisstigninger på materialer eller brændstof (§ 35).

 

Kortere frist for standsningsret: Entreprenøren kan i henhold til AB92 § 23, stk. 1 standse arbejdet efter et varsel på 5 arbejdsdage, hvis bygherren ikke betaler entreprenørens tilgodehavende. I udkastet til AB18 er fristen sat ned til 3 arbejdsdage, medmindre bygherre er en offentlig bygherre eller en almen boligorganisation. I så fald er fristen fortsat 5 arbejdsdage (§ 38, stk. 1).

 

Præaflevering: Udkastet til AB 18 opererer med en ”førgennemgang” af arbejdet, der skal gennemføres inden afholdelse af den egentlige afleveringsforretning (§§ 44 og 45). Der skal udarbejdes en protokol for førgennemgangen. Bygherre afskæres imidlertid ikke fra på afleveringen at påtale forhold, som ikke blev påtalt på førgennemgangen.

 

Produktansvar: Entreprenøren skal ifølge udkastet til AB 18 tegne forsikring for sit potentielle produktansvar (§ 11, stk. 3). Til gengæld fraskriver entreprenøren sig ansvar for produktansvar, der ikke måtte være dækket under den nævnte produktansvarsforsikring (§ 54).

 

Underretningspligt: Entreprenøren får ifølge udkastet til AB 18 en række yderligere pligter til at underrette bygherren, eksempelvis i tilfælde af uhensigtsmæssigheder eller utilstrækkeligheder konstateret ved projektgennemgangen (§ 19, stk. 4 og stk. 7), såfremt bygherrens anvisninger indeholder en ændring af arbejdet, der berettiger entreprenøren til ekstrabetaling (§ 22, stk. 3), samt hvis entreprenøren indser, at arbejdet vil blive forsinket (§ 39, stk. 3). De nævnte frister for at give meddelelse bliver ikke ”præklusive”, dvs. at entreprenøren ikke nødvendigvis fortaber sin ret ved at tilsidesætte pligterne. En tilsidesættelse må dog forventes at få bevismæssig betydning, hvis der efterfølgende skulle opstå en tvist.

 

Formaliserede krav til bygherre ved dennes påberåbelse af dagbod: Det er indført direkte i ordlyden af udkastet til AB 18 (§ 40, stk. 3), at bygherren skal overholde en række vilkår for at kunne fastholde og gennemtvinge et krav på betaling af dagbod. Det fremgår blandt andet, at mellemfrister i tidsplanen alene er dagbodsudløsende, hvis dette fremgår klart af aftalen. Derudover fremgår det, at bygherre skal reklamere over for entreprenøren inden ”rimelig tid” efter, at bygherren blev opmærksom på en dagbodsudløsende forsinkelse, og bygherren skal løbende sende opdateringer i forhold til overskridelsen af en aftalt frist. Disse vilkår vurderes at være en gentagelse af gældende dansk entrepriseret, og der er således ikke noget nyt i indholdet af ændringen. Det kan dog være tvistforebyggende, at forholdene noteres direkte i AB 18. Endeligt fremgår det af udkastet til AB 18, at bygherre under alle omstændigheder alene har ret til dagbod for perioden efter, at bygherren har sendt en skriftlig reklamation til entreprenøren, hvori bygherren kræver dagbod for en konstateret forsinkelse.

 

5-årigt mangelansvar for anlægsarbejder: I AB 92 var der i § 36, stk. 3 en særregel, hvorefter entreprenøren ikke påtog sig det 5-årige mangelansvar for ”rene” anlægsarbejder. Denne undtagelse genfindes ikke i udkastet til AB18, hvor der således er enslydende mangelansvarsperioder for almindelige byggearbejder og rene anlægsarbejder (§§ 49 og 55).

 

Forlængelse af mangelansvaret i tilfælde af afhjælpning: I udkastet til AB 18 er der tilføjet et vilkår, hvorefter entreprenørens mangelansvar forlænges med en ny 5-årig periode for de dele af arbejderne, som entreprenøren måtte udbedre som følge af påtalte mangler. Dog kan det samlede mangelansvar ikke for nogen del af arbejdet overstige en periode svarende til den oprindelige 5-årige periode med tillæg af yderligere 3 år (§ 55, stk. 2).

 

Nyt tvistløsningssystem (”Løsningstrappen”): AB 18 indeholder en række tilføjelser til vilkårene om løsning af uoverensstemmelser mellem bygherre og entreprenør, herunder en såkaldt ”Løsningstrappe”, der skal være udtømt, førend en tvist kan indbringes for Voldgiftsnævnet for Byggeri og Anlæg. Det følger blandt andet heraf, at bygherre og entreprenøren har pligt til at ”eskalere” en uoverensstemmelse fra projektledelsesniveau til ledelsesrepræsentanterne hos entreprenøren og bygherren, inden en uoverensstemmelse bringes videre (§ 64). Efter en mislykket forhandling mellem ledelsesrepræsentanterne skal en uoverensstemmelse forelægges en uvildig mediator, med henblik på at parterne forsøger at løse uoverensstemmelsen ved frivillig forhandling (§ 65). Derudover er der indsat en ”afkølingsperiode” på 4 uger, hvilket indebærer, at en voldgiftssag først kan indledes 4 uger efter, at det har vist sig at være umuligt at løse uoverensstemmelsen ved mediation (§ 69, stk. 2).

 

Hurtig afgørelse (”fast track”): Endeligt indeholder udkastet til AB 18 en ”fast-track” mekanisme til hurtigt at afgøre uoverensstemmelser mellem bygherren og entreprenøren, hvorefter der kan udpeges en sagkyndig til at træffe afgørelse i nogle nærmere opregnede typetilfælde (§ 68). Det drejer sig blandt andet om spørgsmål vedrørende ekstraarbejder, tidsfristforlængelse, tvister med en værdi under 200.000 kr. eller i relation til bygherrens tilbageholdelse af entreprenørens tilgodehavender. En sådan hurtig afgørelse kan indbringes for voldgiftsretten efterfølgende.

 

Foruden udkastet til AB 18 har AB-udvalget sendt et udkast til Almindelige Betingelser for rådgivning og bistand inden for bygge- og anlægsvirksomhed (ABR 18) i høring, og AB-udvalget påtænker endvidere at udgive et opdateret sæt Almindelige Betingelser for Totalentreprise (ABT 18) såvel som en forenklet AB 18 og en forenklet ABR 18.

 

Derudover vil AB-udvalget i løbet af 2018 udgive nogle tillæg (APP’ere) til AB 18, som kan tilvælges ved vedtagelsen af AB 18 inden for visse specielle typer af entrepriser. Det drejer sig om:

  • Appendiks om projektudvikling
  • Appendiks om projektoptimering
  • Appendiks om driftskrav
  • Appendiks om incitamentsbestemmelser

 

Har du spørgsmål til, hvilken betydning byggeriets nye AB-vilkår har for din organisation, så er du meget velkommen til at kontakte os.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev