Vandselskaber taber en af Danmarkshistoriens måske største skattesager

Nyhed
18.01.2018

Tirsdag den 16. januar blev der afsagt dom i landsretten, i dét der er blevet betegnet som Danmarkshistoriens største skattesag. Og det kan sagskomplekset med god grund kaldes. Landsretten traf afgørelse i to prøvesager, hvor omdrejningspunktet i begge sager er værdiansættelse af vand- og spildevandsselskabers aktiver i forbindelse med overgang fra kommunal drift, til drift i selskabsform.

Selskaberne, eller kommunerne og selskaberne i forening, foretog en værdiansættelse i forbindelse med at aktiverne blev flyttet fra kommunerne til selskaberne. Den værdiansættelse har først SKAT, så landsskatteretten og nu altså også landsretten underkendt.

 

Men et nederlag er ikke altid blot et nederlag. Landsrettens domme synes at efterlade en del tvivl om værdiansættelsesmetoder til brug for disse vand- og spildevandsselskaber.

 

For det første var der i landsretten udmeldt syn og skøn. Denne syns- og skønsmand tog ikke stilling til selve værdierne i selskaberne i de to prøvesager, men vurderede selve metodevalget til fastlæggelse af værdierne. I den forbindelse kom syns- og skønsmanden frem til, at i virksomheder som de omhandlede, der er underlagt et hvile-i-sig selv princip, kunne DCF modellen, hvor der sker værdiansættelse efter det frie cash flow ikke anvendes, idet disse selskaber, på grund af hvile-i-sig selv princippet, ikke må generere noget frit cash flow, der kan udloddes til ejerne.

 

For det andet er sagerne afsagt under dissens, der kort betyder, at en eller flere af landsrettens dommere ikke er enige i det resultat, som flertallet er kommet frem til. I de to sager har én dommer udtalt dissens.

 

Denne dommer mener ikke, at DCF metoden kan anvendes, da der ikke må være noget frit cash flow, lige som denne dommer mener, at SKATs værdiansættelse giver et alt for lavt beløb, idet det i forbindelse med vandsektorlovens vedtagelse fremgik af forarbejderne, at der ville blive overdraget enorme formuer til vandselskaberne. Dommeren mener derfor, at sagen bør hjemsendes til fornyet behandling ved SKAT.

 

Landsrettens flertal mener derimod, at det påhviler skatteyderen at bevise, at de skøn, SKAT har gennemført på baggrund af anvendelsen af DCF modellen, hviler på et urigtigt grundlag og giver et åbenbart forkert resultat.

 

Det kommer landsretten frem til ikke er tilfældet, idet den værdiansættelse, som SKATs anvendelse af DCF modellen udviser, stemmer meget godt overens med selskabernes egen værdiansættelse i deres årsregnskaber. Og her opstår der et konkret problem i forhold til de sager, der har været for landsretten, idet den værdiansættelse, der er foretaget til brug for årsregnskaberne, udviser et beløb, der er langt mindre, end den værdi, der er brugt i selskabernes skatteregnskaber.

 

Derudover viser SKATs DCF metode en værdi, der er en del tættere på selskabernes værdiansættelse i årsregnskaberne, end den værdi, selskaberne selv har anvendt i skatteregnskaberne, hvorfor landsretten ikke mener, det er bevist, at den anvendte metode ikke kan finde anvendelse, og der heller ikke er bevist, at resultatet af anvendelsen af denne metode giver et forkert resultat. Hertil blot at anføre, at DCF metoden indeholder en del variabler, hvorfor SKAT, med viden om selskabernes regnskabsmæssige værdier, nemt kunne regne baglæns, og ramme tæt på denne værdiansættelse.

 

Samlet set kan det konkluderes på baggrund af landsrettens præmisser, at sagernes resultat afspejler konkrete forhold i selskaberne. Det gør sig for det første gældende i forhold til selskabets egne værdiansættelser, hvor spørgsmålet er, om der er sammenhæng mellem den skattemæssige og den regnskabsmæssige værdi. Dernæst om selskabet har anvendt alternative metoder til DCF metoden, der giver et mere retvisende billede end SKATs anvendelse af DCF metoden. Og endeligt det forhold, at der er dissens i landsretten, hvor en dommer mener, at værdierne, på baggrund af formuleringen i forarbejderne i forbindelse med vedtagelse af vandsektorloven, må være højere end de værdier, SKAT kommer frem til, hvorfor DCF metoden allerede af den grund er uanvendelig, idet den vil stride mod formålet med vandsektorloven.

 

Landsrettens afgørelser i de to prøvesager synes derfor ikke at betyde, at alle andre vand- eller spildevandsselskaber blot skal antage, at de afgørelser, SKAT har truffet i forhold til dem, nu endeligt er afgjort, da der kan være mange konkrete forhold der betyder, at andre vand- og spildevandsselskaber ikke er i den samme situation, som selskaberne i de to prøvesager, og derfor muligvis har modtaget en afgørelse med en forkert værdiansættelse fra SKAT.

 

Har Jeres vand- eller spildevandsselskab brug for en vurdering af jeres konkret sag, så kontakt os endelig.

Tilmeld dig
HjulmandKaptains
nyhedsbrev

Få nyheder, invitationer til arrangementer, gode råd og viden om jura inden for de fagområder, der interesserer dig.

 

Tilmeld nyhedsbrev